Julian Jakobsen: Jeg vil også gerne spille Champions League

Julian Jakobsen er piraternes hjemvendte guldhelt

Søren Olsson
Foto: Claus Søndberg
Aalborg Pirates 25. april 2018 06:17 - Opdateret 25. april 2018 09:46

ISHOCKEY: Som helt ung spiller var Julian Jakobsen med på de aalborgensiske ishockeyhold under AaB Ishockey, der spillede masser af finaler, men ikke kunne få guldet.

Inden sæsonen, der startede i 2016, vendte han hjem til aalborgensisk ishockey efter nogle succesrige sæsoner i tyske Hamburg - og siden har han tørnet ud for Aalborg Pirates.

Tirsdag aften kunne han som anfører løfte pokalen og for alvor sætte gang i i guldrusen efter 37 års titeltørke.

- Det er jo helt igennem fantastisk at kunne vende hjem og så sætte en stopper for den snak om alle de andenpladser. Nu må vi da i hvert fald slippe for at høre på det i nogle år. Hvis der så går 37 år igen, så kan det være, at det igen har sin berettigelse, siger Julian Jakobsen.

Han har hele sæsonen været en af ligaens mest produktive spillere. Han har assisteret en masse, scoret lidt mindre og vundet flest faceoffs af alle.

- Men det her en sejr for hele holdet. Det er en sejr for hele klubben. Og der er så mange, der har ventet i så mange år på det her. Det har jeg jo også selv, og det er jo så fedt at komme tilbage og bare gøre det, siger Julian Jakobsen.

Rygterne sætter ham i forbindelse med tysk ishockey og en eventuel kontrakt med Krefeld Penguins, der også skulle være interesserede i cheftræner Brandon Reid.

- Jeg har en kontrakt med Aalborg Pirates. Og i Aalborg kan jeg jo slutte ringen. Nu har jeg vundet grundspillet, jeg har vundet en pokaltitel, og jeg har vundet et mesterskab. Så kunne det da også være sjovt at spille Champions Hockey League med den her klub, siger han.

Tema: Aalborg Pirates

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...