Politiet advarer om glatte veje: Flere uheld
Flere bilister er kørt galt i glatte føre
Opdateret kl. 08:56
NORDJYLLAND: Der er glatte veje over hele Nordjylland her fredag morgen, så pas på hvis du skal bevæge dig ud i trafikken.
Sådan lyder meldingen fra Nordjyllands Politi.
Flere bilister endte deres køretur i grøften i aftes og i nat. Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi
På motorvej E39 kørte en bilist ind i autoværnet syd for Hjørring ved 5-tiden fredag morgen. Det opdagede en politipatrulje, der tilfældigvis kom forbi. Det skete ingen personskade ved uheldet.
Kort efter midnat endte en bilist i grøften efter et solouheld på Trekronervejen ved Brovst omkring 400 syd for Aalborgvej. En person blev tilset af en ambulance på stedet.
Tidligere på aftenen kørte ind bilist ind i autoværnet på motorvej E45 ved Hobro. En person klagede over nakkesmerter og blev kørt til tjek på sygehuset.
Politiet har dog ikke fået meldinger om alvorlige uheld i det glatte føre.