Politik

Borgmester vil ikke tale med Nordjyske om sit exit. Men det vil konkurrenten

Borgmester i Thisted Kommune har besluttet, at han ikke genopstiller til valget i 2025

Borgmester Niels Jørgen Pedersen genopstiller ikke i Thisted.
Borgmester Niels Jørgen Pedersen genopstiller ikke i Thisted. Foto: Ole Iversen

Opdateret 13. marts 2025 kl. 10:09

Efter 12 år med lokalpolitik som en fast del af sit liv har borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), besluttet, at han ikke vil være på stemmesedlen til kommunalvalget i 2025.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Jeg ved ikke, om der findes et "rigtigt tidspunkt" at forlade politik, men jeg kan mærke, at det er det rigtige for mig ikke at tage en periode mere. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå - udover politik, siger Niels Jørgen Pedersen om hovedårsagen til sin beslutning.

Til Nordjyske fortæller han, at beslutningen har været længe undervejs.

- Men jeg har faktisk ikke lyst til at tale med Nordjyske, siger han og henviser til en boligsag, som Nordjyske har afsløret.

Sagen handler om, at Niels Jørgen Pedersen i 2020 købte sin nabogrund af kommunen for 5000 kroner.

Salget til Niels Jørgen Pedersen skete uden et offentligt udbud. Det fik tre eksperter i forvaltningsret til at kritisere forløbet, da kommunen ikke sikrede, at den handlede "økonomisk forsvarligt".

Jens Otto Madsen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Thisted Kommune, vidste ikke, at Niels Jørgen Pedersen ikke vil genopstille, da Nordjyske ringede.

- Det kommer som en overraskelse, men han har jo haft en dårlig omtale i pressen og i sit arbejde. Så jeg tror ikke, at kommunen vil lide under, at han ikke genopstiller, siger han.

- Det burde slet ikke være foregået, siger han om sagen.

Niels Jørgen Pedersen blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2013, og han ser tilbage på snart 12 år med en masse vigtige politiske diskussioner, prioriteringer og fokus på udviklingen af Thisted Kommune:

- Mit mål har hele tiden været at gøre Thisted til en bedre kommune for os alle at bo og leve i. Det har været rettesnoren for mig i alle situationer og i alle sager - også når det har været upopulært og givet modstand. Det er et vilkår i politik, at alle ikke er enige i det, der besluttes. Selvom det kan være både slidsomt og hårdt, så bliver det med både glæde og stolthed, at jeg giver borgmestererhvervet til min efterfølger i 2026, siger borgmesteren, der har meddelt sin beslutning til partiforeningen.

Selv fortsætter han sit arbejde frem til og med december 2025.

Blå bog
  • Niels Jørgen Pedersen:
  • Selvstændig landmand, mælkeproducent på gården Elvinesminde i Thy.
  • 2022 - nu: Borgmester i Thisted Kommune, Venstre.
  • 2021 – nu: Fmd. Økonomiudvalget, Thisted Kommune, Venstre.
  • 2018 – 2021: 1. Viceborgmester, Thisted Kommune, Venstre.
  • 2013 – 2021: Kommunalbestyrelsesmedlem, Fmd. Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget.
  • 2013 – 2017: Kommunalbestyrelsesmedlem, Venstre.
  • 2008 – 2012: Vicefmd. og fmd. for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
  • 2003 – 2011: Fmd. for Landbo Thy.
  • 1986: Uddannet landmand.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden