Gæstfri borgmester: - Kom bare med alle fra Ukraine

Gæstfriheden er stor - men ikke ubegænset alle steder i Himmerland

Fakkeltoget i Aars til støtte for Ukraine viste den store opbakning der er til at hjælpe de mange flygtninge. Politiet anslog at op mod 1200 deltog 3. marts.
Fakkeltoget i Aars til støtte for Ukraine viste den store opbakning der er til at hjælpe de mange flygtninge. Politiet anslog at op mod 1200 deltog 3. marts. Arkivfoto: Martin Damgård

VESTHIMMERLAND: Måske koster det millioner af kroner. Måske dækker staten det hele. Men tiden er til at finde løsninger, ikke til at tænke i regninger. 

Nogenlunde sådan har Vesthimmerlands borgmester Per bach Laursen (V) det, inden byrådet i Vesthimmerland torsdag skal diskutere, om man vil sætte fast ramme for, hvor mange flygtninge fra Ukraine man kan modtage. 

Det sker på opfordring fra Udlændingestyrelsen til alle landets kommuner, fordi styrelsen vil kunne vurdere hvor man kan placere flygtninge, hvis der kommer væsentligt flere end man først har regnet med. Og det tyder meget på, at der gør. 

Stor velvilje

- Vi ser at borgerne i Vesthimmerland viser stor velvilje overfor de ukrainere, der er kommet herop.  Så min holdning er, at vi må tage imod alle dem, der er behov for, siger Per Bach Laursen således.

Her tænker han andet på det fakkeltog i Aars, der 3. marts fik opbakning fra anslået 1200 deltagere, der viste deres støtte til den hårdt ramte befolkning i Ukraine.

Borgmesterens støtte kommer vel vidende, at der kan blive tale om et meget højt tal mennesker, der kan sætte kommunens ressourcer under et indtil nu uhørt pres.  

Selv under de største flygtningekriser har man aldrig skullet huse bare tilnærmelsesvis så mange flygtninge, som der nu kan blive tale om.

Frta 91 til 910

Den fordelingsnøgle, der indtil nu er meldt ud, giver Vesthimmerland 91 flygtninge at huse for hver gang 10.000 ukrainere  har fået asyl. Det vil ikke være noget større problem for kommunen, der før har huset flere hundrede flygtninge. 

- Men nu taler man om at Danmark kan få 100.000 eller 200.000 flygtninge. Så kan man hurtigt regne ud, at det bliver et stort tal, siger Per Bach Laursen.

100.000 flygtninge over grænsen vil altså umiddelbart betyde, at Vesthimmerland får 910 ekstra beboere på få måneder. Et voldsomt tal for en kommune med 37.000 indbyggere, svarende til en vækst på godt tre procent.

Flest i Danmark

- Lige nu aner vi ikke engang hvor mange ukrainske flygtninge, der bor her. Især fordi staten har insisteret på, at de skal køres til Aalborg for at blive registreret, selv om vores borgerservice alligevel skal tale med dem. Men et forsigtigt bud lyder på at vi har mere end 200, siger borgmesteren.

Når Vesthimmerland allerede nu har langt flere flygtninge fra landet under Balkan, så skyldes det især at man har en stor gruppe på knap 550 ukrainere boende. Et tal der gør området til det der er tættest befolket af ukrainere i Danmark, når man ser på indbyggertallet. De fleste er beskæftiget i landbruget.

Hvor regningen ender

I politik ender selv de største dilemmaer med spørgsmålet: Hvem skal betale?  Således også dette. 

Per Bach Laursen er dog ikke i tvivl om, at kommunerne ikke kommer til alene at hæfte for den store regning for integration, institutioner, sundhed og meget mere: 

- Vi kender det jo fra asylsystemet: Vi får opholdet betalt. Men det vil kræve en stor indsats. Jeg kan for eksempel ikke sige, hvor de alle skal bo. Men det er jo også svært, når ingen ved, hvor mange vi taler om. Det handler dog mest af alt om, hvorvidt vi har lyst til at hjælpe folk i nød. Og det har vi i Vesthimmerland, slutter han.

For risikabelt bare at sige ja

Borgmester i Rebild Kommune Jesper Greth (V) er mere forbeholden end Per Bach Laursen. 

- Vores signal er, at vi selvfølgelig tager vores andel af ukrainske flygtninge, som matematikken tilsiger - for hver 10.000 ukrainere, der kommer, skal vi tage 82, og det giver 820 til Rebild Kommune. Vi vil så hen ad vejen vurdere, om vi kan tage flere. Det er for risikabelt for os bare at sige ja, der er alt for mange ubekendte i det her.

- Vi er i den særlige situation, at vi er en nordjysk vækstkommune, og vi har ikke en masse ledig kapacitet. Jeg tror godt, vi kan godt løse udfordringen i forhold til indkvartering, men der er ikke en hel masse ledig kapacitet i forhold til lærere og pædagoger. Vi kan ikke bare stampe dem op ad jorden, siger Jesper Greth. 

Rebilds borgmester Jesper Greth (V) påpeger, at man ikke har ubegræsnet med ressourcer i kommunen, hvor der ikke er mange ledige steder at bo Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Vi har også vores egne borgere

- Vi ønsker ikke at bringe os selv eller flygtningene i en situation, hvor vi ikke kan løse opgaven. Vi har jo også vores egne borgere, som vi skal tage os af, og som skal have gode skole- og dagtilbud. Hvis der virkelig kommer så mange ukrainske flygtninge, kan det blive aktuelt at dispensere fra minimumsnormeringen? Det mangler vi svar på fra KL.

Omvendt er det helt utroligt, hvor mange der byder sig til i civilsamfundet, og som hjælper flygtningene med mad, tøj og aktiviteter. Det er helt fantastisk i en situation, hvor Danmark modtager en hidtil uset stor flygtningestrøm, fremhæver Jesper Greth.

- Og hvorfor skulle der ikke være lærere blandt ukrainerne, som vi kan bringe i spil, og som kunne få det til at lykkes for os? Vi har 300 herboende ukrainere i Rebild Kommune, og dem skal vi have bragt i spil, siger Jesper Greth.

Flygtede ukrainske kvinder og deres børn har gjort et stort indtryk overalt i Himmerland. Her på Danhostel Hobro. Arkivfoto: Torben Hansen

Kæmpestor opgave

Borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen (V), siger, at byrådet er indstillet på at løse opgaven, selv om den bliver kæmpestor.  

- Vi står til at få 197 ukrainske flygtninge i Mariagerfjord Kommune, hvis der kommer 20.000 til Danmark. Hvis der kommer 100.000, får vi 970. 

- Det bliver en kæmpeopgave, for vi har ikke 1000 værelser til at stå ledige. Vi er ikke klar til det - men det bliver vi! forsikrer Mogens Jespersen.

- Lige nu har vi kapacitet til at indlogere 200 flygtninge - nu skal vi så rundt i hele kommunen og finde flere værelser og lejligheder. Vi er nødt til at beholde Rostrup Skole som indkvartering, og vi har Skelund Skole, som kan gøres klar. Det har den nye ejer af Skelund skole tilbudt, fortæller Mogens Jespersen.

Tirsdag var borgmesteren på besøg på Rostrup Skole, hvor ukrainerne sang og dansede for ham, og han blev budt på middagsmad. Det var rørende - og Mogens Jespersen er også dybt imponeret over den måde, som lokalsamfundet har taget imod flygtningene på.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden