regering og Folketing

Kulturminister vil tilpasse og lande bred medieaftale inden 2024

Der skal findes et kompromis om streamingskat i medieaftale, som kulturminister vil lande, inden året er omme.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal i ny medieaftale finde en "landingsbane" for det kulturbidrag - også kaldet streamingskat - som S-regeringen vedtog, men som mødte kritik fra Venstre og Moderaterne. (Arkivfoto).
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal i ny medieaftale finde en "landingsbane" for det kulturbidrag - også kaldet streamingskat - som S-regeringen vedtog, men som mødte kritik fra Venstre og Moderaterne. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

På kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) "spiseseddel" står en ny medieaftale "relativt højt".

- Det er min ambition, at det sker, inden der er gået et år, siger han.

- For danske medier kan ikke være tjent med, at de fordelingsprincipper, hvormed mediestøtten og medier reguleres, sidst er blevet revideret for otte år siden, uddyber Jakob Engel-Schmidt.

I maj sidste år landede hans forgænger og nu ministerkollega Ane Halsboe-Jørgensen (S) en smal medieaftale med den daværende røde blok og Kristendemokraterne.

En aftale, der ikke er blevet stemt igennem i Folketinget.

Af det nye regeringsgrundlag fremgår det, at SVM-regeringen vil "gennemføre medieaftalen" med "tilpasninger".

- Jeg håber på, at vi når et medieforlig med en bredere kreds, end den vi har i dag. Det tror jeg, vil være godt for danske medier, siger Jakob Engel-Schmidt.

En tilpasning, der nævnes i regeringsgrundlaget, er det omstridte kulturbidrag - den såkaldte streamingskat. Både Venstre og Jakob Engel-Schmidt selv var meget kritiske over for skatten, da den socialdemokratiske regering landede medieaftalen i 2022.

Regeringen vil nu "afsøge muligheden for at erstatte kulturbidraget med en ordning, hvor udbyderne kan vælge selv mellem en forpligtelse til at investere i dansksproget indhold eller betale en afgift".

Jakob Engel-Schmidt vil på nuværende tidspunkt ikke "konkludere på, hvor vi ender henne" med streamingskatten.

- Vi har været dygtige til på Marienborg (under regeringsforhandlingerne, red.) at finde kompromisser, og det kommer vi også til at gøre her, siger han.

Kulturbidraget for streamingtjenester blev i medieaftalen fra 2022 fastsat på 6 procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

Provenuet skal så gå til at producere mere dansk indhold.

Men kritikere - heriblandt den nuværende kulturminister - har frygtet, at skatten vil gå ud over forbrugerne.

- Regeringen og venstrefløjen: Nu skal Netflix, HBO, Paramount og Viaplay betale seks procent af deres omsætning i skat. Realiteten: Forbrugerne betaler minimum seks procent mere for deres abonnement, skrev Jakob Engel-Schmidt på Twitter dagen efter, at medieaftalen blev offentliggjort i maj 2022.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden