Kommunalvalg

Lasse Frimand Jensen fortsætter som borgmester

Konservative Vibeke Gamst bryder med blå aftale og sikrer dermed Lasse Frimand Jensen fire år mere

Med Vibeke Gamst (K) med i konstitueringsaftalen er der igen flertal bag Lasse Frimand Jensen (S) som borgmester.
Med Vibeke Gamst (K) med i konstitueringsaftalen er der igen flertal bag Lasse Frimand Jensen (S) som borgmester. Foto: Thomas Lee

Opdateret kl. 22:02

- Jeg fortsætter som socialdemokratisk borgmester.

Sådan siger Lasse Frimand ved et pressemøde på det gamle rådhus på Gammeltorv i Aalborg.

Den politiske virkelighed var ellers en helt anden tidligere på søndagen, da den radikale politiker Jes Lunde kunne meddele, at han havde samlet et flertal med de blå partier bag sig. 

Men det flertal holdt altså ikke søndagen igennem. 

Den nuværende rådmand for Senior og Omsorg, Vibeke Gamst (K), har nemlig valgt at bryde med den aftale, som spidskandidaten Morten Thiessen (K) ellers havde indgået om at støtte Jes Lunde. 

Dermed kan Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Vibeke Gamst tilsammen tælle til 16 og dermed et flertal i byrådssalen. 

- Det er en enorm beslutning for mig, fortæller Vibeke Gamst på pressemødet.

- Efter meget svære overvejelser er det her min beslutning.

Det sidste vi ønskede

Ifølge Vibeke Gamst havde hun en anden opfattelse af Konservatives konstitueringsønsker, end der hvor man endte søndag med Jes Lunde som borgmester. 

- Det her var scenariet, som, jeg troede, var det sidste, vi i Konservative ønskede. Jeg troede, at hvis vi ikke kunne få en blå borgmester, så ønskede vi det brede samarbejde. Det er ikke der, vi er.

Er det bedre med en Socialdemokratisk borgmester, end at I kunne få væltet en Socialdemokratisk borgmester og måske få mere indflydelse i et blåt samarbejde?

- Du taler om noget vigtigt – indflydelse. Det at vælte nogen i sig selv er et underligt, negativt mål at have. Jeg har altid forsøgt at bestræbe mig på aldrig at lade mig motivere af noget negativt, men positivt.

- Jeg kan se, at det er negativ motivation, der har drevet den her konstitueringsaftale (bag Jes Lunde, red.) frem, og jeg kan næsten ikke bære det forløb, der har været.

Vibeke Gamst forventer, at hun med sin beslutning bliver ekskluderet fra sit parti, men hun afviser planer om at skifte parti.

- Jeg er Konservativ, så der er ikke andre partier for mig, siger hun.

- Jeg har valgt den side, hvor jeg synes, vi kender hinanden på at være ordholdne og på at stå fast om nogle værdier og arbejde til fælles gavn for Aalborg Kommune, siger Vibeke Gamst (K). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En aftale er en aftale

Adspurgt om han er sikker på, at han forbliver borgmester, når det konstituerende byrådsmøde skal stå 3. december, svarer Lasse Frimand Jensen, at han forventer, at en aftale er en aftale.

Han er desuden åben for et bredt samarbejde.

- Vi vil rigtig gerne invitere Konservative ind. Er der flere partier, der ønsker det, er de også velkomne.

Har i styr på tropperne inden 3. december?

- Ja, lyder det fra Lasse Frimand Jensen.

Får rådmandspost

Lasse Frimand Jensen (S) kunne på et pressemøde søndag aften fortælle, at han trods Radikales udmelding, stadig skal være borgmester i Aalborg Kommune. Foto: Thomas Lee

Dagens nye konstitueringsaftale - nu uden Radikale - betyder, at gruppens to rådmandsposter går til Peter Larsen (SF) og Vibeke Gamst (K). Lasse Olsen (EL) bliver formand for Aalborg Forsyning. 

Vibeke Gamst understreger, at udsigten til igen at blive rådmand ikke har været afgørende i hendes beslutning om at gå med i den nye aftale. 

- Jeg havde indstillet mig på, at det var min sidste valgperiode, jeg gik ind i, og jeg vidste godt, at min rådmandspost udløb 31. december, siger hun.

Lasse Frimand Jensen ser frem til, at Vibeke Gamst kan fortsætte som rådmand.

- Vi er i vores valggruppe rigtig, rigtig glade for, at Vibeke Gamst kan fortsætte som rådmand. Hun har været en fantastisk rådmand i den her valgperiode og har gjort det formidabelt, siger han.

- Det er ikke smukt noget af det her

Jes Lunde (R), der tidligere på dagen forventede, at han skulle være borgmester 1. januar, kalder den nye aftale uden ham for en overraskende udvikling. 

- Det er vilkårene, siger han, da Nordjyske ringer til ham efter pressemødet.

Selvom den radikale politiker er skuffet, slår det ham ikke ud, at han ikke alligevel skal være borgmester.

- Jeg ved jo godt, at det her er vilkårene i politik, så det er sådan set lige ud ad landevejen.

- Det føles selvfølgelig underligt, at en konservativ bliver rød få dage efter et valg, men det er jo helt op til hende. Det er jo ikke smukt noget af det her i forhold til vælgerne.

-Men politik er en hård branche. Det skal man være fuldstændig klar over, og man skal ikke være nærtagende, siger han.

Han understreger, at han kommer til at arbejde for den politik, som lå bag den konstitueringsaftale, han havde lavet med de borgerlige partier.

Afviser at være utroværdig

Hvordan samarbejdet fremover kommer til at blive med De Radikale, vil man evaluere på hos Socialdemokratiet, siger Lasse Frimand Jensen. 

Han har dog mistet den politiske tillid til Jes Lunde oven på søndagens begivenheder. 

- Som borgmester er man tit forhandlingsleder, og der skal du kunne samarbejde med alle. Jeg vil selvfølgelig samarbejde med dem (Radikale, red.), som jeg altid har gjort, men det er klart, at de skal genvinde tilliden, for det har været noget af et tillidsbrud, vi har oplevet her i dag, siger borgmesteren.

Lasse Olsen (EL) kaldte ved aftenens pressemøde Jes Lundes forsøg på at blive borgmester for både utroværdigt og uhæderligt.

- Som jeg har det lige nu, så føler jeg mig snigløbet, sagde han.

Enhedslisten har sammen med SF og Alternativet været i valgforbund med De Radikale. Det Grønne Valgforbund, som det hed, var blandt andet enige om at kæmpe imod 3. Limfjordsforbindelse. 

Men Det Grønne Valgforbund kommer ikke nødvendigvis til at fortsætte i sin nuværende konstellation.

- Min indstilling til vores medlemmer er, at vi ikke er i valgforbund med Radikale Venstre til næste valg, fortsatte Lasse Olsen.

Lasse Olsen (EL) med den gamle konstitueringsaftale og Jes Lundes underskrift på nederst til venstre. Den aftale er nu ikke længere aktuel. Foto: Thomas Lee

Peter Larsen fra SF stemte i og kaldte sig selv for "dybt rystet"

- Vi har lavet en aftale, vi har haft et tæt samarbejde, og så laver han (Jes Lunde, red.) sådan et nummer. Jeg har det personligt sådan, at jeg simpelthen ikke har tillid til Jes Lunde fremover i forhold til at samarbejde i den næste fireårige periode, siger Peter Larsen og fortsætter:

- Så jeg håber, at man måske kan kigge sig om, efter en anden, der kan stå i spidsen for de Radikale.

Den kritik giver Jes Lunde dog ikke meget for:

- Situation har politisk set været en hel anden for mig i dag, end den var på valgnatten. Det er derfor, tingene har ændret sig. Det er ikke, fordi jeg har ændret standpunkt eller hoppet fra det ene parti til det andet. Det er simpelthen bare fordi, det politiske landskab har ændret sig, og tilbuddet fra de borgerlige har været helt anderledes i dag, end det var på valgnatten.

- Det er ikke noget, vi diskuterer i offentligheden

Søndag eftermiddag kaldte spidskandidat Morten Thiessen (K) det for en forløsning, at et flertal havde besluttet sig for at pege på Jes Lunde (RV) som borgmester.

Søndag aften ringede Nordjyske derfor igen til Morten Thiessen for at høre, hvad hans umiddelbare reaktion på den nye situation var.

- Ikke rigtig nogen. Jeg tror bare, jeg skal have snakket lidt med Vibeke, og så finder vi ud af, hvad der sker derfra, siger han.

Vibeke Gamst forventning om at blive ekskluderet fra partiet er heller ikke noget, Morten Thiessen har en kommentar til.

- Det er ikke noget, vi diskuterer i offentligheden, fastslår han.

Nu er situationen anderledes. Er i klar på at gå med i en konstituering bag Lasse Frimand ligesom Vibeke?

- Hvorfor skulle vi det?, svarer Morten Thiessen

- Nu har vi jo lige siddet og sagt, at vi gerne vil en anden vej. Så det virker måske lidt urealistisk.

Men afviser du det?

- Man skal ikke afvise noget som helst i politik, men vi har haft et rigtig godt samarbejde med de øvrige blå partier, og hvis Socialdemokratiet vil indgå en aftale med de øvrige blå partier, kan det da godt være, vi kan kigge på det. Men jeg er ikke sådan en, der bare smutter fra et rigtig godt og tillidsfuldt samarbejde.

Vibeke Gamst selv, fortalte til dagens pressemøde, at hun har overvejet sin beslutning gennem hele forhandlingsforløbet. 

- Det føles som mange dage, men det var i tirsdags, der var valg. Men jeg håber, at jeg for første gang vil kunne sove ordentligt i nat.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden