Valg

Overraskende udmelding: Prehn er klar til at udskyde dele af trafikforlig

Dele af trafikforliget bør vi udskyde "en lille smule", sagde Rasmus Prehn (S) til at vælgermøde mandag aften. 

Rasmus Prehn (S) melder nu også ud, at han er klar til at udskyde en nogle af delene i trafikforliget.
Rasmus Prehn (S) melder nu også ud, at han er klar til at udskyde en nogle af delene i trafikforliget. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret 25. oktober 2022 kl. 06:24

VRÅ: Først var det Radikale Venstre, der i sidste uge meldte ud, at partiet gik ind for at udskyde 3. Limfjordsforbindelse for at få råd til at investere i blandt andet elnettet. Mandag aften kom socialdemokratisk minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og folketingskandidat i Nordjylland, Rasmus Prehn, med denne udtalelse:

- Vi er nødt til at lette foden lidt fra speederen for at finde penge til en række akut opståede problemer. Derfor er vi parat til en lille udskydelse af nogle ting, sagde Rasmus Prehn til Det Nordjyske Valgtræf, som Nordjyske, TV2 Nord og DR P4 Nordjylland holdt i Vrå mandag aften.

3. Limfjordsforbindelse er en del af forliget, og derfor vakte Rasmus Prehns udtalelser opsigt. Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere i valgkampen sagt, at det kan ikke komme på tale at pille ved investeringen i en 3. Limfjordsforbindelse.

3. Limfjordsforbindelse er en del af den store infrastrukturaftale fra sommeren 2021, hvor et bredt flertal i Folketinget blev enige om en række forskellige projekter. Et led i aftalen var, at man ville anlægge 3. Limfjordsforbindelse over Egholm, og at processen skulle gå i gang i 2025. 

Normalt skal alle deltagende partier høres, inden man laver om i et indgået forlig. Først meldte Radikale Venstre sig altså på banen med at se på en udsættelse af nogle af investeringerne i forliget, og nu følger Socialdemokratiet trop.

Ifølge et opslag på Rasmus Prehns egen Facebookside sent mandag, er det dog ikke 3. Limfjordsforbindelse over Egholm, han eventuelt ønsker at udsætte:

"Det har jeg aldrig ment. Og det er heller ikke hverken Socialdemokratiets eller regeringens holdning. Jeg opfattede spørgsmålet mere generelt. Altså om Infrastruktur i det hele taget. Måske har jeg formuleret mig kluntet eller svaret mere generelt, hvor spørgsmålet var ment specifikt", skriver han i opslaget.

Han udelukker dog ikke at en udskydelse kan ramme forbindelsen over Limfjorden i Aalborg.

"Ønsket er en gennemførsel efter aftalt plan - eller i  hvert fald så hurtigt som muligt", skriver han på Facebook.

Anlægsloven bliver sat til afstemning i løbet af 2024 - medmindre altså at valget ender med, at modstanderpartierne får flertal. SF, Enhedslisten og Alternativet var ikke med i aftalen, mens Frie Grønne, Moderaterne og Danmarksdemokraterne ikke sad i Folketinget på daværende tidspunkt. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden