Sådan vurderes regeringens håndtering af coronakrisen
Der skal et velfungerende samfund til for at klare sig igennem en pandemi, siger førende forsker

Det føles som en uendelighed siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts 2020 holdt pressemøde om Covid-19 i Danmark. Siden har verden ændret sig meget, og et folketingsvalg venter rundt om hjørnet. Nordjyske har spurgt nordjyderne, hvad de mener om regeringens håndtering af coronakrisen. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
NORDJYLLAND:Meget ændrede sig 11. marts 2020, da statsminister Mette Frederiksen (S) stod i spidsen for et historisk pressemøde. Her blev store dele af samfundet lukket ned på grund af den omfattende coronapandemi, der skulle præge hele verden de næste år.
I dag er Danmark uden nogen former for restriktioner, men de seneste par år har været præget af nedlukninger, restriktioner, dødsfald og ændret adfærd hos befolkningen.
I en ny Panel Nordjylland-undersøgelse lavet for Nordjyske, har 1414 repræsentativt udvalgte nordjyder i perioden mellem 24. august og 5. september svaret på, hvad de synes om regeringens håndtering af Covid-19-epidemien.
På spørgsmålet "Gennem de sidste godt tre år har regeringen haft en række store sager. Synes du, at regeringen har håndteret nedenstående sag godt eller dårligt? - Generel håndtering af Covid-19 epidemien" svarer 76 procent "Godt håndteret" og 15 procent "Dårligt håndteret". De resterende ni procent svarer "Ved ikke".
Overlæge og professor Henrik Nielsen på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital vil ikke kommentere på regeringens politiske arbejde i forbindelse med coronapandemien. Til gengæld vil han meget gerne kommentere på, hvordan Danmark har klaret sig.
Det har nemlig ikke kun været politikeres arbejde, der har ført Danmark igennem pandemien, understreger han. Det er både politikere, sundhedsvæsen, diverse myndigheder og ikke mindst borgerne, der er årsag til, at Danmark er kommet godt ud på den anden side af de seneste to og et halvt års håndtering af Covid-19.
- Det er den gamle sandhed om, at ingen kæde er stærkere end det svageste led. For at vi som land skal lykkes med at komme igennem det her, så skal alle led i kæden fungere godt.
- Vi skal have en regering og nogle myndigheder, som fungerer indbyrdes i at kommunikere og træffe beslutninger. Vi skal have et sundhedsvæsen, der faktisk kan levere det, der så er brug for. Og så skal borgerne virkelig hjælpe til med at nedsætte smittespredningen på alle de måder, man nu bliver pålagt, inklusive vaccinationer, og så holde god ro og orden på trods af restriktioner, forklarer Henrik Nielsen.
- Og borgerne skal virkelig have stor ros i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det generelt høje tillidsniveau, der er i Danmark mellem borgerne og det offentlige, har været hele forudsætningen for, at hele kædens små led ikke er bristet.
Og Danmark har klaret sig godt sammenlignet med andre lande, slår Henrik Nielsen fast.
- Når vi ser rundt om i verden, så har Danmark sammen med andre små, velstående nationer klaret sig rigtig flot. Målt på hvordan sygdommen ikke har givet større ulykker, end den så gjorde. Det kunne være gået meget værre, hvilket jo desværre er sket mange andre steder i verden, siger han.
Dugfriske tal fra USA viser for eksempel, at middellevetiden i USA er faldet fra 79 år i 2019 til 76,1 år i 2021. Henrik Nielsen kalder middellevetiden for en meget grov måde at opgøre sundhedstilstanden i et land på, men tallet kan alligevel fortælle noget. Og tallene fra USA er meget voldsomme, mener han.
- Det er helt vildt. Der må være så mange gamle i USA, der er døde. I Danmark er vores middellevetid fortsat med at stige trods Covid-19.
Henrik Nielsen påpeger, at man ikke må glemme, at sundhed og lægegerningen er meget tæt knyttet til samfundsforhold, økonomi og sociale klasser.
- Derfor ser man, at de samfund, der grundlæggende fungerer godt med tillid til myndigheder, meget lidt korruption og hvor der ikke er udbredt fattigdom, klarer sig nemmere igennem en pandemi som den, vi har været igennem.
Man kan ikke sige, at middellevetiden i USA udelukkende er faldet på grund af coronadødsfald. Men udviklingen understreger netop pointen om, at et velfungerende samfund har været med til at få Danmark sikkert igennem stormen, mener Henrik Nielsen.
- Hvis samfundet og sundhedsvæsenet brænder sammen, så får du ikke behandling for noget som helst. Heller ikke dårligt hjerte, kræft eller noget som helst andet, for der er intet, der fungerer. Og så kan man aflæse det i dødeligheden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.