Forlader de sidste DF'ere skuden? - Man må sige, at Titanic har ramt isbjerget

Er der nye udmeldelser på vej blandt de tilbageværende nordjyske byrådsmedlemmer for Dansk Folkeparti? Nordjyske har ringet rundt for at høre, hvordan stemningen er

Ib Poulsen betegner sig selv som en værdikæmper, der politisk tilhører strammerfløjen i forhold til Dansk Folkepartis politiske mærkesager. Nu er han valgt som partiets folketingskandidat i Thisted-kredsen i stedet for Lise Bech, som mandag forlod DF. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm, Det Nordjyske Mediehus</i>

Ib Poulsen betegner sig selv som en værdikæmper, der politisk tilhører strammerfløjen i forhold til Dansk Folkepartis politiske mærkesager. Nu er han valgt som partiets folketingskandidat i Thisted-kredsen i stedet for Lise Bech, som mandag forlod DF. Foto: Bo Lehm Bo Lehm, Det Nordjyske Mediehus

NORDJYLLAND:Uroen fortsætter i Dansk Folkeparti. Senest meldte byrådspolitiker Liselotte Lynge Jensen fra Vesthimmerlands Kommune sig ud af partiet. Med Kristoffer Hjort Storm (Aalborg) og Erik Høgh-Sørensens (Hjørring) udmeldelser i løbet af foråret er antallet af nordjyske DF-byrådsmedlemmer nede på blot syv.

Nordjyske har spurgt de resterende, om de bliver ombord på den tilsyneladende synkende skude.

Dansk Folkeparti Nordjylland <i>Jette Klokkerholm</i>

Dansk Folkeparti Nordjylland Jette Klokkerholm

Jørgen Hammer Sørensen, Mariagerfjord

Bliver du i DF?

- Nu er jeg jo ung, og mit liv er forhåbentlig langt. Men jeg har overhovedet ingen planer om at gøre noget andet. Det kan jeg godt sige. Fordi andre forlader partiet, animerer det ikke mig til at gøre det samme.

Og hvor længe bliver du? Udefra kan DF godt ligne en skude, der er ved at synke.

- Så lang tid jeg kan få luft, så bliver jeg.

Thomas Hjort, Frederikshavn

Bliver du i DF?

- Ja, jeg bliver. Jeg har ingen intentioner om at forlade partiet på nuværende tidspunkt. Jeg kan ikke se ind i fremtiden, men politik og partier er ligesom et ægteskab. Det er i medgang og modgang. Når man er villig til at modtage laurbærkransen, så skal man også være villig til at modtage tæskene, når de kommer.

Hvis man udefra synes, at DF lidt ligner en synkende skude. Hvor lang tid er du så villig til at blive ombord?

- Jamen, jeg har ingen intentioner om at forlade Dansk Folkeparti. Men hvis partiet opløser sig selv, så kan jeg jo ikke være her længere. Men ellers bliver jeg her. For hvis du er villig til at tage de gode sider af politik, så skal du også være villig til at tage de dårlige.

- Der er fuldstændig ro heroppe, også i lokalforeningen. Vi er besindige folk heroppe nord på. Så vi tager det stille og roligt.

Anne-Mette Ulstrup, Jammerbugt

Bliver du i Dansk Folkeparti?

- Ja, selvfølgelig.

Hvorfor selvfølgelig?

- Jamen, det er da i medgang og modgang. Politikken er den samme. Og vi har faktisk fremgang i medlemstallet. Det er selvfølgelig super ærgerligt, når der er nogen, der vælger at gå. Men det er deres valg. Jeg har i hvert fald ikke noget at sætte en finger på. Jeg får den hjælp, jeg skal have.

Udefra set kan DF godt ligne en skude, der er ved at synke...

- Ej, det tænker jeg ikke. Vi har over 10.000 medlemmer.

Men hvor lang tid bliver du ombord?

- Men der er ikke nogen skude, der er ved at synke, så det er slet ikke et problem.

Brian Winther, Læsø

Kommer du til at melde dig ud af Dansk Folkeparti?

- Det er i hvert fald ikke noget, jeg har planer om. 

Udefra kan det jo minde lidt om en synkende skude. Har du i sinde at blive ombord?

- Jamen, det har jeg da indtil videre i hvert fald. Jeg har ingen planer om, at jeg er meldt ud indenfor den næste uge. Jeg tager det helt roligt. Jeg bliver, hvor jeg er.

Ib Poulsen, Thisted

Bliver du i Dansk Folkeparti?

- Ja.

Det kom som skidt fra en spædkalv.

- Det er jo helt klart. Selvfølgelig bliver jeg. Jeg er valgt for en periode af vælgerne til at repræsentere Dansk Folkeparti i kommunalbestyrelsen i Thisted. Og det har jeg tænkt mig at efterleve. Jeg har selv meldt mig ind i DF i 1999, og jeg har været med til at starte lokalforeningen op i år 2000. Jeg stillede op til kommunalvalget i 2001. Så jeg har været med fra starten heroppe. Dengang gik det opad, nu går det en smule nedad. Og så skal man jo også være med, hvis man vil være med til at vende det.

- Det er et spørgsmål om at få sat politik på dagsordenen igen. Det der fnidder, som er startet helt oppefra, har nu forplantet sig ned til lokalforeningerne og menige medlemmer. Det er selvfølgelig træls. Men når der kommer ro på oppe på toppen, og vi begynder at snakke politik igen, så kan vi hernede i hierarkiet også begynde at føre politik igen, som folk stopper op og lytter efter.

Udefra kan DF godt ligne en skude, der ved at synke...

- Jo, man må sige, at Titanic har ramt isbjerget. Så det er et spørgsmål om at finde de store plastre frem.

Og hvor lang tid har du tænkt dig at blive ombord på den skude?

- Så længe stævnen er over vandet, så er der stadig noget at arbejde med. Så er det bare med at komme til pumperne. Vi har ikke nået bunden endnu. Der er ingen grund til panik, synes jeg.

Carsten Ullmann Andersen, Brønderslev

Bliver du i DF?

- Ja, det gør jeg da. Politikken er den samme. Den har ikke ændret sig. At folk så har alle mulige personangreb på hinanden, og man mener det ene og det andet. Det har ikke noget med politikken at gøre, og jeg kan ikke se, at det har noget med mig som medlem af partiet at gøre. 

Du bliver ombord på skuden?

- Det havde jeg da tænkt mig. Jeg har jo ikke andre steder at gå hen. Hvis jeg gerne vil repræsenteres politisk, så må jeg blive her.

Meiner Nørgaard, Morsø

Bliver du i DF?

- Ja.

Der er ingen betænkningstid.

- Nej.

Udefra kan partiet godt ligne en skude, der er ved at synke. Hvor lang tid bliver du ombord?

- Jeg skal nok blive ombord. Vi skal have vendt skuden, så det går opad igen. Det er det næste skridt. Jeg har en stærk tro på, at alt det der er sat i værk nu, kommer til at virke. Vi er blevet præsenteret for forslag til de nye vedtægter, hvor der kommer meget mere direkte indflydelse til baglandet. Der bliver holdt det, der blev lovet fra partitoppen.

- Det er klart, at det er turbulent lige nu. Det behøver vi ikke skjule, men der er jeg også nødt til at sige, at det nu er knap fem måneder siden, vi fik den nye formand. Man laver ingen revolutioner på så kort tid. Med de planer, der er lovet for fremtiden, så skal vi nok komme op igen. Og det vil jeg faktisk gerne være en del af. Jeg tror på projektet, politikken er god og vores partiformand klarer det fantastisk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden