Vestervig Skole lukker - Vesløs redder skindet
Hannæs-Østerild Skoles Vesløs-afdeling redder skindet efter dramatisk afstemning
Opdateret kl. 23:05
THISTED: Det ligger nu fast, at Vestervig Skole skal lukke.
Tirsdag aften stemte 14 medlemmer af Thisted Kommunes kommunalbestyrelse for lukning af skolen, som tæller 47 elever.
Til afstemning var også fremtiden for Hannæs-Østerild Skoles overbygningsafdeling i Vesløs. Her faldt afstemningen ud til fordel for Vesløs, idet Henrik Gregersen fra Venstre undlod at stemme. Der var derfor stemmelighed 13-13, og forslaget bortfaldt.
Undervejs i afstemningen kom en gruppe på fire ud af ni socialdemokrater med et alternativt udspil om at udskyde beslutningen om skolestruktur for at tage en ny dialogrunde med skoler og skolebestyrelser ud fra nogle af de ting, der var beskrevet i de mange høringssvar.
Claus Nybo (A), som var talsmand for gruppen på fire, der var i opposition til de fem socialdemokrater, der blev kaldt store-A, sagde efter afstemningen:
- Efter afstemningsresultatet er der grundlag for at tale tingene igennem, men allerede i går vidste vi, at det ville ende sådan her, med den delte indstilling.
Påvirker den splittede gruppe Ulla Vestergaards rolle som gruppeformand?
- Det må vi se på, lød Claus Nybos umiddelbare kommentar.
Til gengæld konstaterer Henning Holm, at de to forslag fra socialdemokratiske gruppe viser, at gruppen er sprængt, når det kommer til spørgsmålet om skolestruktur.
- Vi har forskellige meninger. Men nu er det væsentlige, at gruppen igen træder sammen og finder løsninger, siger Henning Holm, som i øvrigt ikke vil kommentere på, om den dobbelte socialdemokratiske indstilling er et tegn på, at Ulla Vestergaard er svækket.
- Nu må vi søge sammen og se at komme videre, siger han.
Efter afstemningen og det alternative socialdemokratiske forslag, konstaterer Ulla Vestergaard, at det er et udtryk for, at man er friere stillet i Socialdemokratiet.
Med den måde, som stemmerne faldt på, konstaterer hun:
- Sådan er det, når tingene er svære. Vi er enige om principperne, men det er strukturen, det vil sige hvilke skoler, der skal lukke, som gav udfordringen.
Tungen på vægtskålen i forhold til Vesløs Skoles fremtid blev Henrik Gregersen fra Venstre, der undlod at stemme. Han forklarede efter afstemningen, at han havde oplyst sin gruppe om, hvordan han ville stemme.
- Men jeg vidste ikke, at jeg blev den afgørende stemme, siger han.
Det reducerede forslag om skolestruktur blev godkendt med stemmer udenfor konstitueringen bag borgmester Niels Jørgen Pedersen. De konservative, som er en del af konstitueringen, stemte imod forslaget fra Venstre, DF, Alternativet og flertallet i den socialdemokratiske gruppe.
Den konservative gruppeformand Jens Kr. Yde siger, at nu er sagen afgjort, og sådan er det i politik:
- Vi støttede forslaget fra de fire socialdemokrater, fordi det i princippet var det samme, vi talte om, i vores udspil. Vi ville også se på høringssvar, så den eneste forskel var lukningen af afdelingsskolen i Vesløs, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.