Portland også fremtid
Masken faldt for de Radikale i denne uge, og det, der gemte sig bag, var ikke et kønt syn. Partiets energiordfører Rasmus Helveg Petersen slog i utvetydige vendinger fast, at industrivirksomheder som Aalborg Portland ikke kommer til at spille en rolle, når det gælder fremtidens arbejdspladser. Fremtiden, den tilhører de "grønne" virksomheder, lød meldingen.
Bevares, jeg nyder selv synet af hvide energigivende vindmøller på en koboltblå baggrund - og billedet forskønnes bare af, at de ofte står på en solid, gul sokkel, som er fremstillet på min virksomhed, Bladt Industries i Aalborg. Men det giver da hverken mig eller nogen anden ret til at udpege min branche eller en anden som "fremtidens væksteventyr". Desværre er politikernes trang til at tage "buzzwords" som greentech, cleantech, miljø og klima til sig stort, når strategien for Danmarks fremtid skal tegnes fra Christiansborg. Det er et alvorligt problem, og jeg håber virkelig, at ugens udtalelser fra de Radikale skyldes uvidenhed. Hvis de rent faktisk ved, hvad de taler om, er min bekymring endnu større! Vi har i Danmark en lang og stærk tradition for industriproduktion. Fakta er, at hver anden eksportkrone, der tjenes hjem til Danmark, kommer fra fremstillingsindustrien, som beskæftiger 330.000 medarbejdere herhjemme. Op imod 42.000 nordjyder har i dag deres daglige arbejde på en produktionsvirksomhed, og derudover er et utal af arbejdspladser direkte eller indirekte afhængige af den lokale industriproduktion. Ingen kan have noget imod, at vi også skal turde satse på de grønne virksomheder, men bemærk nu ordet også. Der er nemlig en lang række problemer med ensidigt at satse på snævert definerede brancher. For det første, - hvornår er der tale om klima- og miljøteknologi? Er betonfundamentet til hav-vindmøller for eksempel i denne kategori? Er produktion af rør, skruer, eller kontorstolen hvor ingeniøren skal sidde på og tænke gode cleantech-tanker i denne kategori? En DI analyse fra 2010 viser, at 38 pct. - altså mere end en tredjedel - af dansk eksport bestod af såkaldte upmarket-produkter. Det er varer, der kan sælges til priser, som er mindst 15 pct. højere end konkurrerende produkter. De danske højkvalitetsprodukter er vel at mærke spredt bredt ud over alle brancher - og der er i høj grad også succesvirksomheder indenfor industrien. Undersø-gelsen dokumenterer altså sort på hvidt, at vi i Danmark har meget mere end kun én, to eller fem brancher, der er værd at satse på. Virkeligheden er derfor, at ingen i Danmark - og da slet ikke politikere, hvoraf flere kun kender erhvervslivet fra et virksomhedsbesøg eller to - kan sætte en præcis finger på, hvad Danske virksomheder er gode til, og hvad verden vil efterspørge i fremtiden. I bedste fald gør en sådan politik ingen forskel, men i værste fald er den direkte skadelig, fordi den dirigerer penge, ressourcer og fokus i en forkert retning. "Pick the winner-strategien" er med andre ord en risikabel taberstrategi. Hvis politikerne vil have et konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv og fremtidige arbejdspladser på dansk jord, må de gå en helt anden vej. Det er absolut nødvendigt, at de høje omkostninger for vores virksomheder bringes ned. Øgede skatter og afgifter som for eksempel regeringens bebude-de NOx afgift, vil ramme virksomheder som Aalborg Portland unødigt hårdt, og i sidste ende flytte gode arbejdspladser væk fra Nordjylland og helt ud af Danmark. Kære politikere. Lad os alle stå sammen om at skabe mere vækst og udvikling herhjemme. Men lad det ske på et sagligt grundlag og med fokus på at skabe de bedst mulige konkurrencevilkår for de danske virksomheder - herunder også produktionsvirksomhederne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.