Prishop ender i benspænd
Bebudede kommunale prisstigninger på overnatning på skolerne kan tage luften ud af Cup No. 1

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Sidste år havde FfI’s fodboldafdeling op imod 1000 personer involveret som frivillige medarbejdere til klubbens internationale ungdomsturnering Cup No. 1, men den mindste cup nogensinde med blot 140 deltagende hold gav blot et overskud på 17.000 kroner.
Når årets cup spilles i dagene 7.- 12. juli vil omkring 185 hold være med, og den fuldtidsansatte sælger af turneringen, Ronni Knudsen, forventer et større overskud i år, men udsigten til at kommunen fra næste år barsler med at ville indføre højere priser for overnatning på skolerne, får Ronni Knudsen til at frygte for en fremtid for Cup No. 1.
- Hvis vi fortsat skal være konkurrencedygtige i forhold til andre fodboldturneringer i området, kan vi ikke bare sætte prisen op for at være med i vores cup, så konsekvensen for øgede overnatningspriser på skolerne vil blive flere udgifter for FfI Fodbold, og spørgsmålet er så, om det overhovedet fremover er bæredygtigt at arrangere Cup No. 1 og at involvere så mange frivillige mennesker.
Målet er ikke nået
Ronni Knudsen glæder sig over 40-45 flere deltagende hold i år i forhold til i 2013, men hans egen målsætning bliver ikke nået.
- Jeg havde håbet på 200 deltagende hold, men forhåbentlig kan det økonomske resultat alligevel blive så godt, at mit job som fuldtidsansat er berettiget.
Ronni Knudsen er tilfreds med, at der kommer 30 procent flere norske hold i år, og at omkring 30 flere hold denne gang vælger at overnatte på skolerne.
AaB’s gulddrenge på besøg
Danmarks bedste fodboldhold, gulddrengene fra AaB, kommer også til Frederikshavn.
- Vi har en aftale med AaB’s sportschef, Allan Gaarde, om at de kommer med et stærkt superligahold og spiller åbningskamp på Stadion mandag 7. juli klokken 20.00, selv om aalborgenserne tager i træningslejr i Holland dagen efter.
Modstanderen bliver et udvalgt seriehold fra Vendsyssel, og FfI’s cheftræner Troels Gaardbo skal sammensætte holdet og sidde på vendelboernes bænk til den store opgave mod de gyldne AaB’ere.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.