Rekordsalg i genbrugsbutik
1,34 millioner kroner blev årets omsætning i 2011 i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Fjerritslev, og det er ny rekord, oplyser formanden Birgit Jensen.
- Vi er meget glade og taknemmelige for de mange gode ting, folk afleverer til os, siger hun. - Det gør, at vi kan sende 800.000 kr. til Aalborg, hvor det gavner varmestuer til hjemløse, og vi støtter også lokalt det velgørende arbejde i form af julehjælp, oplyser Birgit Jensen. Den lokale hjælp uddeles gennem sognepræsten i Fjerritslev til familier, der har søgt om støtte. 57 frivillige pensionister og efterlønnere står for arbejdet i butikken i Søgade, og de lægger tilsammen 270 mandetimer om ugen i jobbet. Blandt andet havde butikken som noget nyt åbent mellem jul og nytår, og det gav et rykind af kunder, både lokale og turister, især hen mod nytår. - Det er ikke sidste gang, vi gør det, fastslår Birgit Jensen. En del af årets overskud er blevet brugt til bygningsforbedring, bl.a. nyt tag og forbedring af facaden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.