Rektors sidste hold studenter

Han mindedes i sin sidste tale til studenter sin egen studentertid.

- Netop i disse dage er det 51 år siden jeg ligesom jer sad til dimissionsfest. Det er længe siden. Alligevel tror jeg, at I sidder med nogenlunde samme ambivalente følelser, som jeg gjorde dengang. Glæde og lettelse over, at eksamen ér overstået og dermed farvel til opgaver, bøger og lektier - i hvert fald for en tid, men også vemodet over, at I spredes for alle vinde.

- Mange af jer er nok også lidt beklemte ved, nu skal I i for alvor til at klare os selv, forme Jeres egen vej – for hvad er det egentlig, jeg vil med mig selv og mit liv. Under overfladen lurer nok lidt af den stemning, den forventning, det håb, den desperation, I kan finde i Kashmirs sang ”Kalifornia”,

- Og det med valget af fremtid er nok sværere for Jer, end det var for den unge Hvid fra generation 1962. Dengang var samfundsudviklingen lettere at forudse; Danmark var midt i en voldsom industrialisering; arbejdsløsheden raslede ned og velstanden steg, og der var forventninger om, at den offentlige sektor ville vokse på alle leder; vi kunne være sikre på, at der stod et godt job og ventede - og det satte vi ude fra kartoffelrækkerne stor pris på ; det var heller ikke så meget kissejaw under uddannelsen; og vi spekulerede nok ikke så meget over, hvad vi skulle vælge efter studentereksamen; traditionen havde et godt tag i os. Det lå ligesom i luften, at jeg skulle være lærer; det havde min bedstefar været.

- Anderledes med Jer, I skal rubbe neglene, siger dagens politikere. Usikkerheden er større, og I skal reelt vælge mellem mange alternativer. I er jo, som man siger, frisat fra alle traditioner.

Peter Hvid Jensen bemærkede, at studenterne står overfor en rigtig spændende fremtid.

- Jeg misunder jeg lidt. Det er en fremtid, der rummer mange muligheder. Langt flere end i 1962. Til gengæld er udfordringerne også meget større end dengang. Det, der ser rigtigt ud i dag, kan være forkert i morgen. I skal ud og bakse i en verden, der på mange måder er uforudsigelig og kaotisk og hele tiden har I frihedens reflektionens frustrationer med i lommen.

Peter Hvid Jensen havde gode råd til studenterne.

- Når I skal til at vælge livsvej, så skal I naturligvis tænke Jer godt om, men på den anden side ikke være så forsigtige, at I ingenting tør og altid vælger de sikre løsninger, selvom I i virkeligheden ønsker noget andet. Politikere og planlæggere vil gerne have, at I er billige og rentable, fra starten kommer på de efter deres mening rigtige hylder. Det kan de da samfundsøkonomisk have noget ret i.

- Men det er nu engang Jeres liv, I skal ikke finde Jer i at blive reduceret til at være rekrutter i arbejdsstyrken, det er en alt for endimensionel skæbne og tankegang, nej, I skal insistere på, at jeres liv skal være et helt liv, og at magthaverne må acceptere, at fejltagelser og ungdom nu engang hører sammen; uden ret til fejltagelser ville samfundet også forstene og gå i stå.

- Fornuft og klogskab er godt nok, men gør det ikke alene. I skal også ville noget med Jeres liv. Ikke bare flyve hid og did efter stadige nye former for nydelse og få tiden til at gå med navlepilleri. Træf nogle valg og stå ved det, også selv om det begrænser Jeres elskede frihed.

- For den, der intet binder, vil i længden føle tomhed og manglende mening med det hele. Du kan godt prøve dig lidt frem, med måde forstås, men sørg også for tyngde i dit liv, gå ind i de forpligtende fællesskaber i familien, i lokalsamfundet og i det store samfund. Fællesskaberne og demokratiet har brug for din aktive medvirken for at trives og blomstre, og det har du også selv; og spørg ikke bare, hvad fællesskaberne kan tilbyde dig, men snarere hvad du kan gøre for dem. I må gerne være individualister, bare der en ordentlig portion fællesskabsansvarlighed med i posen. Derimod: Hold lidt igen med egoismen, lød det fra Peter Hvid Jensen.