Analyse: Det kan godt være, at Inger Støjberg skifter parti, men hendes kamp mod Ellemann er ikke slut

Det forløb egentlig ganske udramatisk, men noget punktum blev der ikke sat på Venstres ekstraordinære landsmøde.

Nu er Inger Støjberg formelt blot menigt medlem af Venstre, og fulgte hun de uskrevne regler for den slags, ville hun rette ind, bakke op om formand og partipolitik.

Som man siger i fodbold: Ingen er større end klubben. Hvis Venstre var et professionelt fodboldhold, var hun forlængst blevet sat på plads for illoyal optræden - enten af træneren eller holdkammeraterne på træningsbanen.

Men politik er en anden størrelse, Jakob Ellemann-Jensen er ikke nogen Alex Ferguson, og Inger Støjberg har åbenlyst ikke tænkt sig at rette ind.

Politik

Efter Støjberg-ballade: Formand for Venstre i Hobro melder sig ud

---

Tværtimod - for den kamp, Inger Støjberg markerede i sin tale, handlede faktisk om retten til at definere, hvad Venstre var og er.

- Der er mange ting, der har ændret sig, siden jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom. Der er måske lige rigeligt meget, der har ændret sig. Jeg er helt ind i knoglerne venstremand af den gamle slags, sagde den nu tidligere næstformand og efterlod ingen tvivl om, at hun ser sin udgave af Venstres-politik som mere rigtig end formandens.

På overfladen var den indtil søndag hemmeligholdte tale ikke så dramatisk, som nogen havde spekuleret i. Hun sagde tak for samarbejde og tillykke til afløseren Stephanie Lose, men omvendt var det ikke til at tage fejl af, at Inger Støjberg fortsat ikke ser kampen mod Jakob Ellemann-Jensen som slut.

Om den fortsatte kamp skal være i Venstre, eller om hun vil føre den fra et andet parti svarede hun ikke på.

- Der er ingen tvivl om, at jeg har hørt til i Venstre..... Ingen ved, hvad morgendagen bringer, det ved heller ikke jeg, sagde Støjberg i talen, og efterfølgende lod hun forstå, at hun stadig overvejer sin politiske fremtid. Ikke om hun har en - kun i hvilket parti.

Så gerne hun gik

Hvilken tale Jacob Ellemann havde håbet på er uvist, men han sagde dog, at han gerne ville have haft et svar på, om Støjberg bliver eller går, og det kunne godt lyde som om, han håber på det sidste.

Helt sikkert er det, at han og ganske mange andre er mere end almindeligt trætte af, at det er Støjberg og Løkke, der har sat dagsordenen på en måde, der har fået Venstre til ind i mellem at minde mere om et reality-show end om et politisk parti. Det er ikke godt for noget parti, at formand og næstformand er så uenige, at de ikke engang forsøger at skjule det.

Der er V-folk, der ikke vil være ulykkelige, hvis Inger Støjberg melder sin afgang. For nok ville det koste stemmer at miste hende, men det vil give ro og mulighed for at komme til at snakke politik. På plussiden tæller det også, at et farvel til Støjberg ville betyde, at partiet kunne afvente den kommende rigsretssag med mere ro i maven. Nu - og i det kommende cirka to år - hænger den som en sort sky over partiet. Sagen og dermed Støjberg kommer til at fylde meget.

Ingen er uenige i, at Støjberg har været en gevinst. Hun er ganske enkelt en dygtig politiker med en gennemslagskraft, de fleste andre kun kan drømme om. Derimod er der ikke samme enighed om, hvorvidt hun også i fremtiden vil være en gevinst for partiet.

Støjberg er i den grad blevet synonym med stram udlændingepolitik, men det er et emne, der er blevet betydeligt sværere at hente stemmer på. Det er reelt kun detaljer, der adskiller V og S på området, og selvom det ikke er regeringens fortjeneste, så er det deres gevinst, at asylansøgertallet er styrtdykket, siden Lars Løkke Rasmussen forlod kontoret.

Venstre kan vanskeligt trække stemmer over midten på udlændingespørgsmålet, og spørgsmålet er også, om ikke mange af de vælgere, der stemte mere på Støjberg mere end på Venstre, alligevel ville være gået til Nye Borgerlige.

Var der valg nu, var der i hvert fald mange vælgere, der ville gå den vej. Venstres krise er voldsom - i flere af de seneste meningsmålinger er partiets tilslutning næsten halveret siden valget 5. juni 2019, mens Konservative og Nye Borgerlige står til stor fremgang. I en måling, der blev præsenteret søndag af DR, stod Venstre til at få 13,3 procent af stemmerne, og så dårligt et valg har partiet ikke haft siden 1988. Dengang var konservative klart det største borgerlige parti, og fortsætter Venstres nedtur, kunne de blive det igen.

Samtlige meningsmålinger viser dog også, at de voldsomme udsving kun findes blandt de blå partier. De rykker ikke på, at fundamentet under regeringen synes særdeles sikkert, og at et valg nu ikke vil ændre på, hvem der er statsminister. Tværtimod vil Mette Frederiksen kun stå endnu stærkere. Men at udskrive valg blot på grund af gode meningsmålinger kommer hun ikke til.

For Venstre er det kun en fordel, at der efter al sandsynlighed først er folketingsvalg igen om to år. Der er trods alt tid og mulighed for igen at komme til at fremstå som det ledende borgelige parti, og i teorien vil det også være muligt at få etableret en borgerlig borgfred.

Et valg kommer der dog helt sikkert i år. 16. november skal der vælges borgmestre og byrådsmedlemmer, og det valg kommer til at vise, hvor dybt V-krisen stikker. Den helt store nedtur ligner det ikke, for der er en betydelig forskel på landspolitik og kommunalpolitik. Det sidste er noget mere jordnært - her handler det ikke så meget om parti og de store politiske visioner, som det handler om tilid til den siddende borgmester.

Der vil uden tvivl også være nordjyske V-borgmestre efter kommunalvalget.