Restauratør: - Jeg er knust
Per Jepsen Thalue forstår ikke, hvorfor han nu nægtes spiritusbevilling
Opdateret kl. 09:53
AALBORG: 31. december er det slut. Den 60-årige Per Jepsen Thalue får ikke fornyet sin spiritusbevilling. Efter 10 år som ejer af morgenværtshuset Bino’s må han nu til at finde sig et nyt job.
- Jeg er knust. De har taget mit levebrød. Som 60-årig og lettere handicappet - problemer med hoften - er det håbløst at finde et nyt job, fortæller Per Jepsen Thalue, som føler sig meget uretfærdigt behandlet.
- Der har været en hel del sager, hvor folk har meldt til politiet, at de har fået stjålet jakker, mobiltelefoner, punge og andet her på stedet. Men jeg har på loftet fem-seks sække med tøj, som er efterladt her hos mig. Jeg har mobiltelefoner, punge og andet, som er meldt "stjålet", men som i virkeligheden blot er glemt. Ejerne kan bare komme og hente deres ting, siger Per Jepsen Thalue, som også mener, der er forkert, når politiet mener, at han rigtig mange gange ikke har været til stede, når politiet kommer på Bino’s.
Han har haft alkoholbevillinger for to år ad gangen.
- Det har heddet, at jeg kun kunne få bevillinger for to år på grund af uordenmæssige problemer. Hvad det er for problemer, får jeg først at vide, efter at jeg får nej til en ny bevilling. Hvis der har været uordenmæssige problemer, burde jeg have haft problemerne specificeret, så jeg kunne gøre noget ved dem, siger Per Jepsen Thalue, som i foråret fik varsel om, at han ikke kunne forvente at få sin bevilling fornyet.
- Hvad skal jeg gøre for at få lov til at beholde Bino’s. Jeg er magtesløs, siger Per Jepsen Thalue, som føler, at "nogen" bare vil have Bino’s lukket.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.