Rute 88 kører igen i Thy og Hannæs
De succesfulde guidede busture i nationalparken og til områdets seværdigheder starter igen
Opdateret 29. juni 2018 kl. 08:28
THY-HANNÆS: Guidede busture for turister er ikke kun forbeholdt de store metropoler.
I Thy er der også mulighed for at hoppe på bussen og lade sig fragte rundt i nationalparken og til mange af områdets kendte og mindre kendte seværdigheder i området. De seneste sæsoner har det nemlig vist sig som en stor succes at forvandle en af de karakteristiske blå X-Busser til turistbus.
Succesen gentages igen i år i skolernes sommerferie, hvor Rute 88 i perioden 3. juli til 10. august tilbyder turister og interesserede thyboer tre forskellige ruter.
Tirsdage, torsdage og fredage stævner bussen fra morgenstunden ud fra Thisted Station. Ruterne dækker det nordlige og sydlige Thy samt Hannæs og Vejlerne. Og afgangstidspunktet er endda tilrettelagt, så det passer med ankomst- og afgangstiderne for X-Busserne Aalborg, Brovst, Fjerritslev og Viborg, Skive og Nykøbing.
Turene er heldagsture, og der er indlagt god tid til frokost, hvor der er mulighed for enten at købe mad eller medbringe sin egen madpakke.
Turistbureauet håndterer bestillingerne, og sidder klar ved telefonen for at fortælle mere og hjælpe med at vælge den rette tur - eller de rette ture.
For mere information og bestilling af billetter kan Thy Turistbureau kontaktes på 97 92 19 00 og på visitthy.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.