Så meget regn fik Nordjylland
På kun ét døgn faldt, hvad der svarer til en hel måneds regn
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:43
NORDJYLLAND: Hvis du synes, lørdag var en særdeles våd omgang, har du helt ret.
Nogle steder i Nordjylland er der det seneste døgn faldet så meget regn, at det svarer til, hvad der normalt kommer på en hel måned.
62 mm regn på 24 timer
På en målestation ved Havnø nær Hadsund har DMI konstateret, at der fra lørdag kl. 08 til søndag samme tidspunkt søndag faldt hele 62 mm regn.
- Det svarer til næsten en hel måneds regn, fortæller vagthavende meteorolog Thyge Rasmussen fra DMI.
Det regnede mest i dagtimerne - fra kl. 08 til 20 lørdag blev der målt 38 mm regn på målestationen ved Havnø. Dertil kom 24 mm regn natten til søndag.
Også på målestationer i Aalborg-området og ved Sæby blev der konstateret usædvanligt store regnmængder lørdag.
Regntiden fortsætter
Og selv om søndag er startet knap så våd, er trængslerne ikke forbi for dem, der savner sommersol og varme.
- Regntiden er ikke overstået. Der kommer mere regn de kommende dage, varsler Thyge Rasmussen.
Men trøster dog med, at Nordjylland fra torsdag og frem mod weekenden kan forvente tørvejr. Men stadig med kølige temperaturer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.