Sådan spotter du et fup site
Der findes fem måder at tjekke på, om du er havnet på et fup site
Opdateret kl. 12:55
KØBENHAVN: Du kan tjekke, om hjemmesiden er et kendt fupsite her: emaerket.dk/fup.
Ikke alle sider er dog kendte. I følge e.mærket er der fem tegn på, at en hjemmeside er falsk:
1. Sprog og priser er maskinoversatte. Der er dårligt dansk og åbenlyse grammatiske fejl. Priserne er heller ikke afrundede til velkendte danske priser som 299 eller 749 kroner, men er skæve, f.eks. 243,67 kroner.
2. Prisen er alt for lav. Kendte mærkevarer sælges til langt under de priser, man normalt betaler for den ægte vare i andre webshops.
3. Virksomhedsoplysninger mangler eller er falske. Hvis ikke du finder CVR-nummer på siden, kan det være tegn på fup. CVR-nummeret kan dog også være falskt. Vil du være sikker, så tjek det på cvr.dk
4. Mistænkelige betalingsmuligheder. Fupbutikker har ofte mange kendte betalingsmuligheder, men når du kommer ind på betalingssiden, er mulighederne ofte mere begrænsede. Benyt derfor kun betalingsmuligheder, som du kender, og betal ALTID med kort, så du har mulighed for at benytte dig af indsigelsesordningen.
5. Hold øje med webadressen, når du fra Google klikker dig ind på en bestemt netbutik. It-svindlerne kan hacke netbutikker, så du omdirigeres og i stedet havner i en fupbutik.