Sæby

Sæby før og nu

Sæby og Omegns Bevaringsforening har barslet med endnu en nyhed, og har en mere i ærmet

Bevaringsforeningens næste projekt er en virtuel byvandring i Sæby. Privatfoto
Bevaringsforeningens næste projekt er en virtuel byvandring i Sæby. Privatfoto

SÆBY: For nylig introducerede foreningen en Facebook side, ”Gamle Sæby billeder”, hvor der udveksles ældre billeder fra Sæby og omegn.

Billederne tilstræbes at være mere end 25 år gamle og skal være af almen interesse. Ifølge formanden Lars-Henrik Hyttel har der været en enorm interesse for at dele disse billeder, og man forsøgte først på foreningens hjemmeside (www.bevar-saeby.dk).

Men ifølge Lars-Henrik Hyttel er det lettere at fange folks interesse på Facebook end på en hjemmeside. I løbet af kort tid var der cirka 700 personer, der følger Facebook siden.

Og fra Bevaringsforeningen lyder der en opfordring til alle, der har interessante billeder fra Sæby og omegn, at dele disse på Facebook siden. De kan også indsendes via foreningens hjemmeside.

Bevaringsforeningens formand Lars-Henrik Hyttel oplyser, at deres næste projekt er en virtuel byvandring i Sæby. Godt nok skal man selv gå turen, men man følges på vej med moderne teknologi, nemlig de såkaldte QR koder, der læses via en smartphone eller en tablet-computer.

- Godt nok er vi en bevaringsforening, udtaler Lars-Henrik Hyttel, men derfor kan vi jo godt bruge ny teknologi.

Når man scanner QR koden, får man oplæst en kort historie om de bygninger, der indgår i ruten rundt i Sæbys gamle bydel. Ruten er ikke længere end at den kan klares af de fleste, også børnefamilier, og tager ca. 1½ times tid.

Ruten beskrives i en folder, som er klar til udlevering flere steder i byen fra omkring 1. juni 2014.

- Det er vores håb, at dette tiltag kan være med til at udbrede kendskabet til spændende sider af Sæbys historie, udtaler Lars-Henrik Hyttel.

Planen er at udpege nogle af de mindre kendte steder og bygninger, men som stadig har haft betydning for udviklingen i Sæby.

Gå til relaterede emner

Forsiden