Endeligt vedtaget: Kræftbehandling af børn bliver i Aalborg
Et borgerforslag fra december er stemt gennem Folketinget og pålægger sundhedsministeren at standse planerne om centralisering
Opdateret kl. 09:39
AALBORG: Alle planer om at samle al behandling af børn med kræft på Rigshospitalet er nu helt og aldeles aflyst - det ligger fast, efter Folketinget i går vedtog et borgerforslag, der pålægger sundhedsminister Magnus Heunicke at stoppe Sundhedsstyrelsens planer om en centralisering.
Sundhedsstyrelsens planer om at samle al kræftbehandling af børn på Rigshospitalet blev for så vidt lagt i graven, da styrelsen tidligere i år meldte ud, at fokus ikke længere var på at samle, men på at udvikle behandlingen, men med det vedtagne borgerforslag har Folketinget altså lagt låg på diskussionen.
Rygterne om, at Sundhedsstyrelsen ville samle al behandling af kræftramte børn på Rigshospitalet i København cirkulerede blandt forældre til syge børn, inden de endte med at blive genstand for offentlig debat, blandt andet efter en artikelserie her på nordjyske.dk om nordjyske familier med kræftramte børn.
Debatten rejste et ramaskrig, der dels betød, at Sundhedsstyrelsen begyndte at padle baglæns, dels betød, at det borgerforslag, der nu er blevet vedtaget, blev fremsat 11. december af en gruppe forældre til syge børn. Borgerforslaget nåede ret hurtigt de 50.000 underskrifter, der er nødvendige for at sende et forslag videre til behandling i Folketinget; beslutningsforslaget, der pålægger regeringen at stoppe planerne, blev fremsat i Folketinget 17. marts.
Beslutningsforslaget - og dermed borgerforslaget - blev vedtaget med stemmerne 49 mod 43. Det var Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkepart, Kristendemokraterne, de Konservative, Nye Borgerlige og Frie Grønne. Imod stemte Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre samt Socialdemokratiet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.