Nordjyske har i denne uge fortalt om den travle - men glade - familie, og der er noget forfriskende ved at læse om en familie, der ikke brænder sammen, selvom børnene skal køres til fodbold i tre byer, og forældrene har fuldtidsjob, arbejder frivilligt og desuden har eks'er at koordinere det hele med. 

Midt i en tid, hvor det næsten er blevet en samfundsdyd at føle sig presset og udmattet, er det værd at standse op ved dét perspektiv. 

Fordi fortællingen om, at det er umuligt at få børnefamilielivet til at fungere efterhånden er ved at bide sig fast som en sandhed, vi ikke længere må udfordre.

Og så gør vi det ikke lettere for hinanden.

For det bliver selvforstærkende, når alle samtaler starter med suk og slutter med udmattelse. Når vi som forældre næsten føler os forpligtede til at understrege, hvor hårdt det er - også selvom det egentlig går meget godt.

Et spejl, vi selv stiller op

Der skal selvfølgelig være plads til at tale om de svære ting. Men vi kunne godt begynde at tale lidt mere om det, der virker. 

Som hos familien i Voersaa: Logistik, struktur, en ugentlig koordineringssnak - og nok så vigtigt: En accept af, at haven ikke nødvendigvis bliver den flotteste på vejen.

Familien har valgt at bruge energien på det, der betyder noget - ikke på at leve op til alle de billeder, vi hver især fodrer præstationssamfundet med. 

For det er os selv, der stiller os foran vores eget spejl og tror, at hjemmelavet babymos og æstetiske bogreoler siger noget vigtigt om vores værdi som mennesker.

Fortællingen om, at det er blevet sværere at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen fylder meget i debatten om danske børnefamilier.

Men en ny, landsdækkende undersøgelse lavet for Mødrehjælpen tegner et mere nuanceret billede.

De fleste forældre oplever faktisk, at de har en god balance i hverdagen. 61 procent svarer, at de generelt synes, det hænger godt sammen.

Bedre barsel, mindre arbejdstid, mere fritid og mere fleksibilitet er forhold, der er blevet forbedret gennem årene, lyder det i undersøgelsen

Nej, det er ikke samfundet, der skal redde os

Så måske handler det i virkeligheden mindre om samfundets krav og mere om vores egne.

Der er en tendens til at tro, at verden skylder os noget, fordi vi har små børn. Som om det i sig selv berettiger særlige hensyn og undtagelser. Som om det, at vi får hverdagen til at hænge sammen, er noget, samfundet skal klappe af.

Men det er det ikke. Det er bare livet. Og det er vores eget ansvar at få det til at fungere.

Det er ikke altid nemt, det ved jeg - jeg har også børn, fuldtidsjob, en eks at koordinere med og indimellem en følelse af, at det kan være svært at leve op til både samfundets og mine egne forventninger til tilværelsen. 

Men jeg opfordrer til, at vi dvæler bare en smule mindre ved alt det vanskelige, kommer lidt videre i samtalen og giver mere plads til de historier, hvor det faktisk fungerer.

Der er mange forskellige måder at være børnefamilie på. Nogle har mere fleksibilitet end andre. Nogle har bedsteforældre tæt på - andre har ikke. Men fælles for os alle er, at vi har et valg: 

Vi kan bruge vores energi på at sukke over, hvad vi ikke har - eller vi kan bruge den på at skabe det liv, vi gerne vil leve.

Dette er en kommentar skrevet af Nordjyskes redaktionschef, Mette Rask. Den udtrykker skribentens egen holdning.