Aalborg

Skader for et par millioner kroner efter brand

Store ødelæggelser efter brand i Aalborg - stadig uvist hvorfor branden opstod

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skaderne efter branden er vurderet til at løbe op i et par millioner kroner. Foto: Jan Pedersen

AALBORG:Branden i en bagbygning ved etageejendommen på hjørnet af Algade og Boulevarden i Aalborg fredag morgen medførte ødelæggelser for et par millioner kroner.

Det vurderer ejeren af ejendommen, Hans Andersen, der undrer sig over, hvordan branden kunne opstå.

- I baghuset, hvor branden opstod, var der ikke installeret el, og der havde ikke været udført håndværkerarbejder, der kunne give anledning til brand, siger Hans Andersen.

Nordjyllands Politi foretager i begyndelsen af den kommende uge tekniske undersøgelser for at finde ud af, hvad der forårsagede branden.

Hans Andersen glæder sig over, at ingen af beboerne i ejendommen kom til skade.

- Branden i baghuset gav en del larm, og beboerne kunne straks fra deres lejligheder se det kraftige ildskær, fortæller Hans Andersen.

I ejendommen Algade 33 var der tre familier, der måtte evakueres.

- Vi fandt selv ud på gaden, men allerede efter knap en time kunne vi vende tilbage og sove videre, fortæller Mikkel Ahrenkiel, der bor på tredje sal i en af opgangene.

Ligesom hos Lone og Harry Pedersen, der bor på etagen nedenunder, skete der ikke skade på lejligheden.

- Sammen med de øvrige beboere i opgangen var vi hurtigt ude, og vi kunne også forholdsvis hurtigt vende tilbage til vores lejlighed, fortæller Lone Pedersen.

I en del af omkringliggende bygninger sprængtes et stort antal vinduer.

Større skader skete der i en nyindrettet Imerco. Isenkræmmerforretningen var ellers fra håndværkernes side netop gjort færdig, men nu må åbningen udsættes. Blandt andet har lofterne taget skadet på grund af presset fra de store mængder vand, der blev brugt ved slukningen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.