Skagens Museum søger millioner til fusion
Der skal millioner til, hvis museumsfusion i Skagen skal blive til noget
SKAGEN: Skagens Museum har søgt Frederikshavn Kommune om et et engangsbeløb på 1,5 millioner kroner.
Pengene skal dække etablerings- og anlægsomkostninger til en fusion af Skagens Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus.
Pengene skal blandt andet gå til gennemgang og registrering af cirka 4000 værker, opgradering af sikkerhedsniveau og diverse administrationsomkostninger, som fusionen vil føre med sig.
Derudover har museet søgt om en opgradering af den årlige støtte, som museet i øjeblikket modtager fra Frederikshavn Kommune.
Dyrere drift
Lige nu modtager Skagens Museum 2,3 millioner kroner om året.
Det tal vil man gerne have udvidet med 1,5 millioner kroner, så man fremover kommer til at modtage 3,8 millioner kroner om året fra kommunen.
Kultur- og fritidsudvalget traf dog ikke nogen endelig beslutning i forhold til ansøgningen om millionerne.
Kommunal støtte nødvendig
- Vi har behov for flere oplysninger og mere tid til at sætte os ind i, hvordan sådan en fusion eventuelt kan komme til at foregå, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Mogens Brag, som dog kan berette, at man i udvalget umiddelbart er positivt stemt over for idéen.
Søger også større statstilskud
Udover ansøgningen til kommunen, har Skagens Museum også været i dialog med Kulturstyrelsen.
Her har man søgt om, at statstilskuddet til museet øges med en million kroner.
I den officielle ansøgning til Frederikshavn Kommune, skriver direktør Lisette Vind Ebbesen, at Kulturstyrelsen er positivt indstillet over for en fusion, men at en forøgelse af statstilskuddet forudsætter at den kommunale støtte også øges.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.