Skagens nye blikfang
Det gamle sygehus i Skagen er tegnet af Ulrik Plesner, og nu bliver den fornemme bygning renoveret
Det er en sær, underlig følelse at stå midt i den gamle operationsstue, hvor lampen ligner et insekt fra en billig science fiction-film, og hvor de sterile fliser stadig minder én om, at her har mange mennesker sovet dybt, mens lægerne har udført deres arbejde. Vi er på det gamle sygehus i Skagen, som blev tegnet af den stilskabende danske arkitekt Ulrik Plesner i 1916. Sygehuset lukkede i 2003, og siden har langt de fleste af lokalerne stået tomme. Dog har vagtlægen, jordemoderen og det psykiatriske støttecenter været fast inventar i bygningen, der nu står foran en så gennemgribende renovering, at Skagen vil få endnu et blikfang at vise frem. I mandags gik håndværkerne igang med arbejdet, og i første omgang handler det om at få det gamle inventar brudt ned. En historiefortælling Jacob Børresen er arkitekt i Frederikshavn Kommunes Ejendomscenter, og han konstaterer, at det gamle sygehus er en form for historiefortælling, der har vedrørt rigtig mange mennesker. Derfor vil ombygningen også foregå med en nænsom hånd, og for eksempel skal den gamle operationsstue forvandles til et personalerum, hvor terrazzogulvet bevares. Skagen Psykiatriske Støttecenter flytter op på 1. sal, og her vil brugere og ansatte i fremtiden råde over 300 kvadratmeter med blandt andet fælles spisekøkken, værkstedsrum, samtalerum og personalefaciliteter. I stueetagen vil Sundhedscentret rykke ind med blandt andet undervisning i sygdomme, træning, rygestopkurser og diætistvejledning. Sundhedscentret, der har 500 kvadratmeter at boltre sig på, vil få eget gymnastiklokale, ligesom der også bliver lavet rum, der skal bruges til undervisning. Midlertidige lokaler På grund af ombygningen har lægevagten og jordemoderen fået midlertidige lokaler et andet sted i Skagen, men vil atter vende tilbage til Skagen Gl. Sygehus, når håndværkerne er helt færdige. Og måske vil der med tiden komme endnu flere beboere i det store hus. - Vi har stadig en del kvadratmeter til overs, og man kunne godt forestille sig, at huset for eksempel også kunne bruges til en række lægeklinikker, siger Jacob Børresen. I forvejen ligger Skagen Gigt- og Rygcenter på samme adresse, og dermed vil der om kort tid være samlet en hel række funktioner inden for sundhedsområdet. - Det kan godt være, at funktionerne har skiftet karakter, men formålet vil være det samme i huset, som da Skagen Sygehus blev bygget, siger Jacob Børresen. Bygningen er bevaringsværdig, så derfor må der ikke ske markante ændringer på den udvendige del, mens det er tilladt at renovere og ombygge indenfor. Frederikshavn Kommune har købt det gamle sygehus af Region Nordjylland, og prisen for ombygningen er 4,8 millioner kroner. Hele herligheden forventes at stå færdig til sommer
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.