Frederikshavn

Skagensvej fortsat lukket

Mange biveje er også lukkede

Beredskabet pumper vand fra vestsiden af Skagensvej til de lavtliggende enge på østsiden. Foto: Jan Pedersen
Beredskabet pumper vand fra vestsiden af Skagensvej til de lavtliggende enge på østsiden. Foto: Jan Pedersen

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:52

FREDERIKSHAVN: Selv om vandstanden i Elling er faldet 10 cm. siden kulminationen i nat, er det fortsat ikke muligt at åbne Skagensvej for trafik og det ser ud til, at den som minimum vil være lukket de næste 24 timer, oplyser Beredskabet i Frederikshavn.

Vandet skal ledes fra Elling og over til østsiden af Skagensvej, og Vejdirektoratet skal vurdere, om vejen er farbar efter påvirkningen fra de massive vandmængder, før den genåbnes.

Lukkede veje

I Dybvad er Ålborgvej (omfartvejen ved Dybvad) fortsat spærret af vand, og trafikken ledes ind igennem Dybvad by.

Voer Å er løbet over, hvorfor hovedgaden i Præstbro by lukkes, og det samme gælder Idskovvej. Afspærringer er på vej.

Ådalvej ved Hørby er ligeledes spærret. Område på Amagervej (sidevej til Mariendalsvej) afspærres, da en del af vejen er skyllet væk.

Åbne veje

I løbet af formiddagen åbnes Rønnestvej i Bangsbostrand igen for gennemkørsel, og pumperne fra Rønnestvej køres op til Skagensvej, hvor der skal pumpes på fuldt tryk for at gøre Elling fri af vand.

Ravntoftvej blev igen åbnet i aftes, og her til morgen genåbnes Mariendalsvej, der i nat har været lukket pga. oversvømmelse ved møllen ved Mariendalsbroen. Vandstanden er i det område faldet ca. en halv meter. Beredskabet anbefaler dog fortsat, at trafikanter kører via Øster Holmen videre til Kvissel og Ravnshøj.

Sæbygaardvej i Sæby er igen blevet åbnet for gennemkørsel.

På Hjørringvej ved Østervrå er en cykelsti mod Sæsing brudt sammen.

Park og Vej tjekker dagen igennem op på afspærringer og følger op på de opgaver, som er igangsat. Dette arbejde fortsætter i weekenden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden