Skal vi vinke farvel til fremtiden?
Aalborg og Nordjylland er udfordret af en international økonomisk krise, som ikke er set større siden 1930'erne.
Og Aalborg-borgmesterens bidrag til den optimisme og fremtids-tro, vi skal bygge videre på, er i hans nytårsudtalelser (30.12.) begrænset til kritik af det danske folkestyre og uforståelig ros til den regering, der netop nu er travlt optaget af at jage virksomheder og arbejdspladser ud af landet med nye skatter og afgifter. Pyt med Aalborg Portland og hundreder af andre nordjyske arbejdspladser! Aalborg har derfor al mulig grund til at glæde sig over, at det snart er skiftedag - og længe siden, en socialdemokratisk borgmesterkandidat kunne være sikker på at indtage borgmesterkontoret som i Marius Andersens og Kaj Kjærs dage. Nordjylland er ikke længere rødt land. Nordjyderne har stemt klart blåt ved tre af de seneste fire folketingsvalg, og ved det seneste var det hele 49,7 procent trods en (smal) rød sejr. Og siden er vælgerne som bekendt flygtet fra rød blok i stort tal. Ikke desto mindre liner Enhedslisten op til at kopiere den røde regerings blokpolitik i Aalborg Byråd. Folketingsmedlem Per Clausen - den nye stærke mand på Aalborgs venstrefløj - skal regere hånd i hånd med den nye socialdemokratiske spidskandidat, Thomas Kastrup-Larsen. Aalborg har derfor al mulig grund til at teste rød blok og den nye socialdemokratiske kandidat: Kan Aalborg og opland regne med, at Socialdemokratiet vil stå last og brast med Venstre i kampen for nordjyske arbejdspladser - og kæmpe mod nye røde skatter på borgere og virksomheder, der i forvejen betaler verdens højeste skatter? Skal Aalborg sige farvel til Aalborg Portland og andre hæderkronede virksomheder, som straffes trods forbilledlige investeringer i miljø? Skal Aalborg og Nordjylland vente nye 40 år på den optimale vestlige Limfjordsforbindelse, der leder mest mulig trafik uden om mennesker og bymiljøer? Kastrup har jo ikke bare været tavs i debatten som Henning G. - men været en hårdhudet modstander af den optimale Limfjordsforbindelse, Venstre har kæmpet for så længe, og som byrådets flertal tilsluttede sig i efteråret 2011. Kan Aalborg og opland regne med at S står sammen med V i krav om den ekstra milliard til det kommende universitetssygehus i Aalborg Øst, som S og SF både før og efter folketingsvalget stillede nordjyderne i udsigt i tilfælde af en rød regering? Venstre har sikret Nordjylland udsigt til fire milliarder kroner det nye universitetshospital - er S i stand til at levere én? Skal Aalborg og opland forvente en betalingsring - sådan som både SF og Enhedslisten har talt for? Skal også Aalborg udsættes for regeringens skatte-eksperiment, som hovedstaden kæmper for at undgå? Virkeligheden banker på. Kan Aalborg stole på, at Socialdemokratiet tilslutter sig Venstres kamp for Aalborgs og Nordjyllands interesser? Skal vi se Clausen og Kastrup hånd i hånd? Eller skal Aalborg vinke farvel til rød blok?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.