Kultur

SkoTorp i det nostalgiske hjørne - men altid med lige dét ekstra

30 års jubilarer har virkelig savnet at komme ud for at optræde

De mørke dele af Søren Skos stemme er blevet en anelse mørkere og mere hæse - med gnisten og smidigheden er bevaret. Foto: Lars Pauli.
De mørke dele af Søren Skos stemme er blevet en anelse mørkere og mere hæse - med gnisten og smidigheden er bevaret. Foto: Lars Pauli.

Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:44

KONCERT

SkoTorp

#####¤

- Der gælder nogen regler: I må ikke synge med - så sidder I dér og griner på første række... men det er altså rigtigt: I må ikke synge med. Og I må heller ikke rejse jer op. Det er næsten som at spille til Indre Missions årsmøde...

Inden for de forholdsvis snævre rammer, som tidens virus sætter hele tiden, får sangeren Søren Sko, guitaristen m.m. Palle Torp og det medbragte band det absolut bedste ud af to gange tre kvarters fortættet poprock-underholdning, der på ingen måde minder om ”Indre Missions årsmøde”.

For nej, der er så meget, vi ikke må i øjeblikket (”tak fordi I ikke sang med”, som Søren Sko udbryder mellem to numre).

Men så kan man da klappe så meget desto mere. Så godt som hele tiden, i hvert fald på det mindste vink, og efter hver eneste lidt længere solo.

Fra først til sidst fejler stemningen ikke det mindste, men 30 års jubilarerne SkoTorp har nu også meget omhyggeligt sørget for at fyre ganske alvorligt op under nostalgien ved at samle mange af kræfterne om sangene fra første cd, gennembruds-fuldtræfferen ”On A Long Lonely Night”. Med den pudsigt tidsløse kendingsmelodi, der naturligvis er gemt til sidst (”som det sidste programsatte nummer”, som Søren Sko kalder det), og som bare får alt, hvad den kan trække. Med flere ekstra finesser og små svinkeærinder - også en ”farvel-til-Aalborg”-hilsen.

Man kan mærke på såvel sanger som samtlige musikere, at de virkelig har glædet sig til at komme ud igen efter lidt for lang tid væk fra spillestederne - så godt som alle numre får lige dét ekstra drag over nakken, som de har godt af. For eksempel er den måske nok lidt oversete ”Stand & Wonder” lige blevet ekstra funkswingende.

Og korte anekdoter og småbemærkninger får vi hele tiden. For eksempel at ”Glorious Days” rent faktisk handler om opvæksten i Aalborg. At ”Young Girl’s Heart” handler om mormor i Gug. At den måske oftest ønskede sang på repertoiret, ”Dolphin Girl”, ganske rigtigt er skrevet til en handicappet niece, som ikke er iblandt os længe. Og at Søren Sko som en del af en trio, der kaldte sig One Shoe Three, har lært at kende publikum på den hårde måde. Ved at spille på Fru Jensen i Jomfru Ane. Og blive præsenteret for noget af det tilbud fra en meget lidt imponeret tilskuer: ”Hvad får I for at optræde? 1500 kroner? Hvad skal I have for at lade være?”...

Takket være et bragende stærkt hold hele vejen rundt - ikke mindst Morten Woods som guitarist og spændende sanger og en næsten konstant kådt smådansende aldersveteran, Henrik S. Poulsen (SP), på bas - bliver SkoTorp anno 2020 en boblende frisk oplevelse. Med Søren Sko som det helt naturlige centrum.

De mørke dele af hans stemme er blevet en anelse mørkere og mere hæse, men gnisten og smidigheden er bevaret, og så længe man kan blive ved med at optræde de gamle sange, som så tydeligt siger én selv så meget, bliver bandet ved med at gøre en både hyggelig og givende oplevelse som det aldeles eminente stykke dansk westcoast-poprock (i slæbesporet efter blandt andre Eagles, Doobie Brothers og James Taylor), som det altid har været.

- Tusind tusind tusind tusind tusind tak, lyder det til sidst fra en både overvældet og taknemlig Søren Sko.

Selv tak.

SkoTorp med ”On A Long Lonely Night - 30 års jubilæum” i Royal Stage i Nordkraft i Aalborg fredag aften.

Dem spillede SkoTorp:

1. sæt: Get Ready. Voice Keep Calling. Young Girl’s Heart. Seen You Fade Away. Closer To Me. Loser’s Game. I’ll Be There For You. Ain’t Got Too Many Problems.

2. sæt: Early in the Morning. Glorious Days. Dolphin Girl. Wheels. Stand & Wonder. She’s Go Me Rocking. On A Long Lonely Night.

Ekstra: Familiar Roads. Same Old Me.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden