Slog ihjel for anden gang: 59-årig idømt livstid
Den 59-årige Torben Jensen er blevet idømt fængsel for livstid for knivdrabet på en 49-årig mand i Frederikshavn.
Opdateret kl. 15:17
HJØRRING: Den 59-årige Torben Jensen er blevet idømt fængsel på livstid for knivdrabet på en 49-årig mand i en opgang på Lindegårdsvej i Frederikshavn 20. august sidste år.
Den 41-årige Jimmi Clausen er idømt seks års fængsel for vold med døden til følge i forbindelse med drabet.
Det er anden gang, at den 59-årige bliver dømt for drab. I 2008 blev han idømt 12 års fængsel for et knivdrab. Han blev prøveløsladt i 2016, og blot et år efter begik han det nye drab i Frederikshavn.
Den 49-årige blev dræbt med et enkelt stik i hjertet, efter han havde sparket døren ind til den 59-åriges bopæl under det, der ligner et jalousidrama i misbrugsmiljøet.
Pegede på hinanden
Den nu afdøde ville have fat i en kvinde, der opholdt sig i den 59-åriges lejlighed, og da han sparkede døren ind, opstod der slagsmål.
De fik de to dømte til at jagte den 49-årig over i naboopgangen, hvor han blev overfaldet med knive.
De to dømte har hele tiden nægtet sig skyldige, og peget på hinanden som mulige drabsmænd. Deres forklaringer anså rette dog for utroværdige, og lagde i stedet vægt på andre vidneforklaringer og tekniske beviser i sagen.
Der er blandt andet fundet blod fra den dræbte på de to dømtes tøj, og dna fra den 59-årige på gerningsvåbnet.
Drab begået i prøvetiden
Retten fandt derfor, at det var Torben Jensen, der havde ført kniven, og slået den 49-årige ihjel.
Derimod mente retten ikke, at Jimmi Clausen havde til hensigt at dræbe, men medvirkede til grov vold med døden til følge.
Retten lagde i livstidsdommen mod den 59-årige vægt på, at det var anden gang, han havde slået ihjel, og at det seneste drab blev begået i prøvetiden.
Den 41-åriges dom blev begrundet med de mange tidligere straffe - blandt andet at han tidligere er straffet for forsøg på manddrab.
Torben Jensen valgte at anke dommen på stedet, mens Jimmi Clausen udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.