Borgmester efter stor regning til børn: - Der kan findes en løsning
Hjørrings borgmester lover piger fra Bom-sagen, at kommunens betalingskontor vil "komme dem i møde" - de tre piger har fået regninger på 165.000 kroner
NORDJYLLAND: - Vi er fuldt bevidste om, at det vil være vanskeligt for pigerne at betale regningen, og vores betalingskontor vil være behjælpelig med at finde en løsning.
Sådan lyder det fra Hjørrings borgmester Søren Smalbro (V), efter at Nordjyske de seneste dage har beskrevet, hvordan tre piger på otte, 15 og 18 år har modtaget regninger fra kommunen på tilsammen 165.000 kroner.
Det er sket i kølvandet på en retssag mod kommunen, som familien ikke havde råd til at føre til ende.
Pigerne ville have kompensation for næsten to års anbringelse udenfor hjemmet, som det i sidste ende viste sig, at der ikke var grundlag for.
Familien kunne imidlertid ikke få fri proces til at føre retssagen til ende. Og nu er den pålagt at betale dele af sagsomkostningerne.
Ikke andre muligheder
- Det er uheldigt og ærgerligt, at kommunen i den sag er nødt til at sende så store regninger til børn og unge, men vi havde ikke andre muligheder, fastslår Søren Smalbro.
Han henviser til, at det er Retten i Hjørring, der har besluttet, at pigerne skal betale en del af sagsomkostningerne ved den kuldsejlede retssag.
Hjørring Kommune har blot til opgave at inddrive pengene.
- Jeg kan sagtens forstå, at mange tænker "hvad bilder kommunen sig ind", at sende store regninger til to børn og én, der lige er fyldt 18 år, siger Smalbro
- Men vi er nødt til at følge rettens afgørelse, vi er forpligtet til at opkræve den gæld, understreger Smalbro.
Han henviser til, at "når familien har valgt at køre et sagsanlæg gennem børnenes navne, er det også børnene, der rent juridisk skal have regningen".
Børn har ikke midler
Søren Smalbro erkender, at børn normalt ikke har penge til at betale så store beløb.
Sammenlignet med andre skyldnere har børn sjældent fast ejendom, lønindkomst eller andre indtægter og værdier, som der kan gøres udlæg i.
Derfor vil betalingskontoret være behjælpelig med at finde en løsning på pigernes gæld. Det vil i øvrigt gælde i alle tilfælde, hvor det drejer sig om børn.
Søren Smalbro vil ikke direkte sætte ord på, hvad en sådan løsning kan være. Men han siger:
- Der er altid sager, hvor vi må konstatere, at her får vi ikke pengene hjem, og det er der ikke noget at gøre ved.
Borgmesteren understreger samtidig, at det ikke er ham eller andre på det politiske niveau, der kan træffe beslutning om, hvordan børnenes gæld skal afvikles - eller ikke afvikles. Det er helt op til betalingskontoret.
Ulykkelig sag
De tre piger fra Bom-familien blev i 2018 fjernet fra hjemmet, efter kommunen havde modtaget en anonym underretning, der påstod, at deres far havde lovet døtrene væk til sex som betaling for en bil.
Efter få uger konstaterede politiet, at der ikke var belæg for beskyldningerne, og at der var tale om en falsk anmeldelse.
Kommunen holdt imidlertid fast i anbringelse af døtrene med forskellige andre begrundelser.
Og der gik næsten to år, før der forelå en vurdering, der fastslog, at forældrene var fuldt ud i stand til at tage sig af børnene, hvorefter familien blev genforenet.
- Det er en dybt ulykkelig sag, men vi har pligt til at reagere, når vi får en sådan underretning, understreger Søren Smalbro, der ikke kan kommentere eller uddybe de nærmere omstændigheder i familiens sag.
På baggrund af sagen har folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne Karina Adsbøl spurgt Justitsminister Peter Hummelgaard (S), hvad han vil gøre for at forhindre, "at ganske små børn kan blive pålagt at betale sagsomkostningerne i en sag, som familien har kørt mod kommunen".
Hun spørger desuden, om ministeren finder det rimeligt, at loven er indrettet på en måde, så det kan forekomme.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.