Soldater på luksushotel til 1300 kr. pr. nat
Danske soldater brugte seks mio. kr. på fire måneder
DANMARK: Han er den øverste chef for det danske forsvar.
Men forsvarsminister Nicolai Wammen (S) vil ikke udtale sig til Avisen.dk om, hvorvidt det er i orden, at danske skatteborgere har betalt over 6,0 millioner kroner for at indlogere danske soldater i Mali på et femstjernet luksushotel.
En overnatning på hotellet koster 1.300 kroner per mand per nat. Regningen er i perioden februar-maj løbet op i over 6,0 millioner kroner.
Millionbeløbet, der indtil nu er brugt på kost og logi i Mali, svarer til 25 konstablers årsløn (faglærte konstabler i hæren red.).
Forbruget af offentlige midler foregår på samme tid, hvor forsvaret skal spare hver tiende medarbejder væk.
Forsvarsminister er tavs
Avisen.dk har siden onsdag eftermiddag forsøgt at få ministeren i tale, men han har ingen kommentarer, understreger hans pressefolk.
- Forsvarsministeren henviser til forsvarets ledelse, da det er en administrativ driftsbeslutning, skriver Forsvarsministeriets presse-enhed i et skriftligt svar til Avisen.dk.
Til sammenligning koster det cirka 480 kroner per mand per nat i Helmand ifølge hæren. Den forskel skal forsvarsministeren redegøre for, mener både EL og LA.
- Uanset om der er sparetider i det danske forsvar eller ej, er det altid vigtigt at udvise et vist mådehold. Jeg går ud fra, at forsvarsministeren på eget initiativ vil gå ind i sagen. Hvis han ikke gør det, må vi jo bede ham om en forklaring, siger Leif Mikkelsen, forsvarsordfører fra Liberal Alliance til Avisen.dk.
EL: Minister må gribe ind
Enhedslisten kræver, at Nicolai Wammen griber ind med det samme.
- Noget tyder på, at forsvaret meget vel kunne have fundet en billigere løsning. Det vil jeg opfordre ministeren til at gøre, siger forsvarsordfører Nikolaj Villumsen til Avisen.dk.
Ole Hækkerup, der er Socialdemokratiets forsvarsordfører, har ikke tænkt sig at gøre noget ved sagen. Han tager forsvarets forklaring til efterretning.
- Det lyder mærkeligt, men når forsvaret siger, at det ikke kan være anderledes, så er det i orden, siger han til Avisen.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.