Aalborg

Spillebutik på væddeløbsbane lukket

Danske spil har slukket for terminalerne på Cafe Pitstop, og kontrakten er opsagt på grund af ulovlig kreditgivning

Aalborg Væddeløbsbane beklager, at der er sket en fejl "imellem en kunde og medarbejder i Cafe Pitstop", men direktionen vil ikke gå nærmere i detaljer med, hvordan det er sket. Foto: Mette Nielsen
Aalborg Væddeløbsbane beklager, at der er sket en fejl "imellem en kunde og medarbejder i Cafe Pitstop", men direktionen vil ikke gå nærmere i detaljer med, hvordan det er sket. Foto: Mette Nielsen Mette Nielsen

AALBORG: Danske Spil har lukket for spillene på Cafe Pitstop på Aalborg Væddeløbsbane, fordi der er givet kredit i strid med spillemyndighedens regler.

Det oplyser Pernille Wendel Mehl, administrerende direktør for Dansk Lotteri Spil under Danske Spil.

- Vi har håndgribelige beviser på, at der er spillet på kredit, og det er i lodret strid med vores etiske kodeks og forhandleraftale. Derfor har vi lukket de to terminaler i Cafe Pitstop, siger Pernille Wendel Mehl.

Direktøren ved ikke, hvor mange penge der er givet i kredit. Det er en sag internt på stedet, forklarer hun.

Forhandler var advaret

Terminalerne på Cafe Pitstop blev lukket 11. februar, og 22. februar blev forhandlerkontrakten med stedet opsagt. Cafe Pitstop var dog blevet advaret, inden der blev lukket ned for spillene. Men ifølge Danske Spil fortsatte overtrædelserne af kontrakten.

- Vi har i et stykke tid haft en dialog med dem, og de har også fået en advarsel. Men vi måtte til sidst konstatere, at de ikke opfyldte betingelserne, siger Pernille Wendel Mehl.

Dermed er det ikke længere muligt at spille på hestevæddeløb i cafeen, ligesom man også må finde et andet sted, hvis man skal spille Lotto eller Oddset.

Det er ærgerligt, siger Pernille Wendel Mehl.

- Når vi lukker en forhandler, er vi mindst lige så kede af det, fordi det er et spørgsmål om, at vi har forhandlere, der ikke overholder vores regler. Vi skal jo være til glæde og gavn og samle penge ind til kultur- og idrætslivet på en sober måde, og det passer vi på med hård hånd, siger Pernille Wendel Mehl.

- Vi skal lære af fejlen

Danske Spil har indført de etiske retningslinjer for blandt andet at undgå overdrevent spil og spil over økonomisk evne. Derfor må spillere ikke tilbydes spil på kredit.

Aalborg Væddeløbsbane havde forhandlerkontrakten med Danske Spil i Cafe Pitstop, og direktør Michael Korfitsen beklager situationen.

- Der er sket en fejl, og den står vi ved, og den skal vi lære af, så den ikke bliver begået igen.

Banedirektøren vil ikke gøre rede for de nærmere omstændigheder ved fejlen, og han ønsker heller ikke at komme nærmere ind på, hvilke konsekvenser sagen efter hans mening bør få.

- Den slags holder vi internt, det har vi simpelthen en personalepolitik omkring.

Lørdag er der løb på banen i Aalborgs vestby, og det vil stadig være muligt at spille på heste. Det sker blot fra andre af banens boder, hvor tilladelsen er i orden, og direktør Michael Korfitsen har ingen forventning om, at sagen med Cafe Pitstop får nogen nævneværdig betydning for banens samlede omsætning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden