Togtrafik

Sporarbejde rammer togtrafik til og fra Aalborg

DSB ændrer togtiderne mellem Aalborg og Aarhus på grund af sporarbejdet

Arkivfoto: Michael Koch
Arkivfoto: Michael Koch Pressefotograf Michael Koch

AALBORG: Fra på mandag 26. marts og helt frem til 18. november udfører Banedanmark sporarbejde i Østjylland, og det kommer til at ramme togtrafikken til og fra Aalborg.

Der er tale om en ombygning af sporene mellem Hobro og Langå, som er slidte og skal udskiftes, samt forberedende arbejde til elektrificeringen mellem Lindholm og Aarhus, så der på sigt kan køre hurtigere og mere miljørigtige el-tog.

Det skriver DSB i en pressemeddelelse.

Sporarbejdet medfører ændrede afgangstider og længere rejsetid mellem Aalborg og Aarhus.

I påsken og igen i skolernes sommerferie er togene på noget af strækningen erstattet af togbusser.

Hos DSB anbefaler man kunderne at orientere sig om ændringerne på Rejseplanen, der vil være opdateret to måneder frem.

Det ved vi om ændringerne:

I den kommende periode fra 26. marts til og med 29. marts vil togene om eftermiddagen køre efter ændret plan mellem Aalborg og Aarhus.

I påsken fra 29. marts om eftermiddagen til og med 1. april erstattes tog af togbusser mellem Hobro og Randers.

Efter påskeferien fra 2. april til og med 22. april kører tog igen efter en ændret plan mellem Aalborg og Aarhus.

Herefter vil togene i perioden fra 23. april til og med 29. juni køre efter en ændret plan mellem Aalborg og Aarhus, og om natten er togene erstattet af togbusser mellem Hobro og Langå.

I skolernes sommerferie fra 30. juni til og med 26. august er togene erstattet af togbusser mellem Aalborg og Langå.

I den efterfølgende periode fra 27. august til og med 21. oktober er togene om natten erstattet af togbusser mellem Hobro og Randers.

Og til sidst kører togene i perioden fra 22. oktober til 18. november om aftenen efter en ændret plan mellem Aalborg og Aarhus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden