Afviser slingrekurs: Nu svarer AaB-boss på kritik

Nordjyske skrev i en kommentar, at AaB har været på sportslig slingrekurs, men Thomas Bælum deler ikke den opfattelse

AaB-direktør Thomas Bælum slår fast, at en cheftræner eller sportschef i AaB aldrig vil få overdraget fuld frihed i forhold til spillestil. <i>Foto: Martin Damgård</i>

AaB-direktør Thomas Bælum slår fast, at en cheftræner eller sportschef i AaB aldrig vil få overdraget fuld frihed i forhold til spillestil. Foto: Martin Damgård

AALBORG:"I min optik ligger ansvaret primært hos AaB's bestyrelse. Der er ingen klar sportslig identitet i AaB. Hvis bestyrelsesformand Torben Fristrup kan fortælle, hvad der kendetegner AaB's spillestil og visioner for den sportslige udvikling, så vil jeg gerne ofre alle de avisspalter, som han har brug for til at forklare sig".

Sådan skrev denne artikels forfatter i en analyse i kølvandet på AaB's 0-0-kamp mod FC Nordsjælland.

AaB skal naturligvis have mulighed for at komme til genmæle efter sådan et statement, og efter en indledende dialog gjorde bestyrelsesformand Torben Fristrup det klart, overfor Nordjyske, at spørgsmål om sportslig retning sorterer under den daglige ledelse i klubben - altså direktør Thomas Bælum.

- Det er ikke op til den enkelte træner frit at vælge, hvordan han vil spille. Vi har en ramme, som han kan navigere indenfor, og der er ret stor frihed, men vi har nogle helt klare principper i forhold til, at vi gerne vil spille med intensitet og forsøge at spille underholdende fodbold. Det er blandt andet blevet beskrevet i "Nordkraften", og det er netop fordi, vi har set Lars Friis gøre det i Viborg, at vi hentede ham til AaB, siger Thomas Bælum.

- Som det også har været tilfældet med hans forgængere, er Lars blevet cheftræner i AaB, fordi han passer på den profil, som en AaB-træner skal have, siger Thomas Bælum, der understreger, at det ikke er en taktisk spændetrøje, som en træner i AaB bliver placeret i ved sin tiltrædelse.

- Vi har ikke en hel bog med regler for, hvordan vi skal spille i AaB. En træner i AaB skal have mulighed for at sætte sit eget aftryk på holdet, men det er ikke den enkelte træner eller en sportschef, der ejer de metoder og principper, som bliver trænet igennem AaB. Det er klubben, der lægger dem fast, siger Thomas Bælum, der beskriver arbejdet med AaB's spillestil som en dynamisk proces.

Thomas Bælum <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Thomas Bælum Arkivfoto: Lars Pauli

- Det har det altid været, og fællesnævneren har altid været, at det er noget, som forfines med tiden. Lige nu har vi folk som Jacob Larsen og Niels Lawaetz fra ungdomsafdelingen, der skal være med til at tegne en retning for akademiet, og det er et arbejde, som de har stort fokus på. Der er beskrevet en metode og principper, der går igen igennem al træning og spillerudvælgelse i klubben, men der skal være plads til pragmatisme i forhold til den enkelte årgangs spillermateriale og kompetence, forklarer Thomas Bælum.

Klare fællestræk

Thomas Bælum understreger, at man fra AaB's side har lidt andre vilkår for klubbens førsteholdstræner, men der er også klare krav, der skal opfyldes, og det har der været i de seneste år.

- En førsteholdstræner, der kommer udefra, skal selvfølgelig også have plads til egne ideer, men set fra helikopterperspektivet, så har det de to sidste strategiperioder været klart beskrevet, at spillestilen skal være underholdende med høj boldbesiddelse og aggressiv spillestil, siger Thomas Bælum.

Han understreger, at klubbens sportslige ledelse med sportschef Inge-André Olsen og cheftræner Lars Friis også er med i den dialog, men samtidig slår Bælum fast, at det kan være et andet fokus, som førsteholdet lægger for dagen.

- De er ansat til at vinde næste kamp, så fundamentet lægges i ungdomsafdelingen, og så har vores førsteholdstræner en ramme at arbejde indenfor, der også afspejler de kongstanker, der er i ungdomsarbejdet. Det er nemmere sagt end gjort at skabe en stærk sammenhængskraft og en let transition fra ungdom til senior, og det tager tid, men vi er allerede kommet et stykke ad vejen, mener AaB-direktøren.

Han tilbageviser også Nordjyskes fortolkning af de seneste trænervalg som en sportslig slingrekurs.

- Både Jacob, Martí og Lars var alle udvalgt ud fra ovenstående principper, så de kunne supplere i forhold til det næste skridt i holdets udvikling og i sidste ende vinde fodboldkampe. Så overordnet set har vores tre seneste cheftrænere været meget lig hinanden i spillestil. Vi må også bare erkende, at vi har været ramt af nogle ydre omstændigheder i forhold til skiftende trænere, siger Bælum.

- Vi ved alle, hvorfor Jacob Friis blev nødt til at sige stop, og vi have ikke forventet, at Martí Cifuentes ville blive købt fri, men det skete, og vi fik en god pose penge ud af det. Når det er sagt, er vi slet ikke i tvivl om, at kontinuitet er afgørende for at udvikle en skarp spillestil, og det tror vi på, at vi får med Lars Friis som cheftræner, siger Thomas Bælum.

Du kan høre mere om AaB's aktuelle situation i Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten. Lyt til podcasten på Spotify, Apple Podcasts, SoundCloud mv.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden