AaB'er blev skadet i sidste træning inden forårspremieren: 16-årig er i spil
Pedro Ferreira måtte udgå af lørdagens træning
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:17
FODBOLD: Den sidste træning inden søndagens forårspremiere mod FC Midtjylland blev en dårlig oplevelse for AaB's Pedro Ferreira.
Uheldet var således ude for den portugisiske midtbanespiller, der pådrog sig en lårskade og måtte opgive at gennemføre træningen. Ferreira tog sig til låret efter en sprint og måtte forlade træningen med en forbinding omkring det skadede lår.
Det får dog ikke nogen betydning for søndagens opgør i Herning, idet den 24-årige midtbanespiller skal afsone karantæne i den kamp.
Forårspremieren bliver også uden spanske Rufo, der ellers har været tilbage på træningsbanen i denne uge, efter at han blev skadet under AaB's træningslejr på Malta i januar.
- Rufo er på vej mod 100 procent igen, men han mangler stadig nogle dage, før han er der. Han er ikke i betragtning til truppen til i morgen, for han har brug for lidt mere kontinuerlig træning, siger fungerende cheftræner Oscar Hiljemark.
I betragtning til søndagens kamptrup er til gengæld den bare 16-årige kantspiller Anders Noshe, der deltog i lørdagens træning på kunstgræsbanen i Gistrup.
- Anders kommer til at træne med og være en del af superligatruppen herfra. Nu tager vi hjem og kigger på, hvordan spillernes fysiske forfatning ser ud, og så tager vi en beslutning om truppen efter det, siger Oscar Hiljemark.
1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 31 Anders Noshe, 39 Kasper Høgh og 40 Theo Sander.
Foruden Pedro Ferreira og Rufo er det sikkert, at heller ikke Lucas Andersen kommer i spil søndag. Anføreren deltog i store dele af lørdagens træning, men er fortsat nogle uger fra at være kampaktuel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.