AaB

AaB-fighter: Det er vanvittigt frustrerende

Mathias Ross mener, at superligaholdet i anden halvleg af onsdagens kamp viste, at de godt kan udfordre FCK. Da var det bare for sent

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Mathias Ross spillede en god kamp i AaB’s defensiv, men det kunne den unge midtstopper ikke bruge til så meget i minutterne efter 2-0-dukkerten mod FCK i Telia Parken.

- Jeg synes, jeg havde fornuftigt styr på Santos i første og Kaufmann i anden halvleg, men det er lidt lige meget nu her, hvor vi står og har tabt.

Der var blot gået halvandet minut, før Jacob Rinne måtte pille bolden ud af sit net efter en scoring af Daramy, efter at Jores Okore forgæves havde brudt forsvarskæden.

- Vi har det med at komme skidt ud til nogle af vores kampe, og det er så vanvittigt frustrerende, når vi som i dag mod FCK viser, at vi kan spille lige op med dem i den sidste time. Men den start satte desværre sine spor på holdet, og de får jo også scoret deres anden mål derefter, sukkede Mathias Ross.

Kan tage anden halvleg med

I anden halvleg havde AaB to gange bud efter scoringer, men Iver Fossum og Patrick Olsen måtte se FCK-keeper Karl Johan Johnsson sprælle fornemt.

- De kunne trække sig lidt, mens vi skulle forcere nogle ting, og det synes jeg egentlig vi løste godt. Anden halvleg kan vi tage med videre til FC Nordsjælland-kampen på søndag.

- Her ser gode muligheder for os, hvis vi bare kan komme samme energi og indsats som i anden halvleg mod FCK.

Til lørdag er både Jacob Rinne og Magnus Christensen tvivlsomme, efter de onsdag udgik med skader. Til gengæld var det ikke på grund af en skade, at anfører Lucas Andersen gik ud i pausen. Han fortalte efterfølgende, at det var en del af planen - efter hans lange skadesforløb.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.