AaB har skrevet kontrakt med ny forsvarsspiller
Den nordjyske superligaklub har fundet afløseren for Mathias Ross

AaB har hentet 25-årige Yahya Nadrani på en kontrakt til 2024. Foto: AaB
FODBOLD:AaB har skrevet en toårig aftale med den 25-årige midterforsvarer Yahya Nadrani, som i seneste sæson spillede for RFC Seraingi i den bedste belgiske række, skriver AaB i en pressemeddelelse.
- Det er velkendt, at vi efter Mathias Ross’ transfer til Galatasaray har haft et akut behov for at tilknytte en midterforsvarer til truppen, og med Yahya Nadrani får vi en kvalitetsspiller ind.
- Yahya Nadrani er lynhurtig og særdeles duelstærk, og han afviste at forlænge aftalen med Seraing, da han gerne ville prøve sig af et andet sted. Han havde andre muligheder i den bedste liga i Belgien, men vi er glade for, at han i stedet har valgt at tilslutte sig vores projekt, lyder det fra Inge André Olsen.
Yahya Nadrani er født i franske Saint-Étienne, og det var også i den lokale traditionsklub AS Saint-Étienne, at Yahya Nadrani spillede hele sin ungdom og således fik sin fodboldopdragelse.
AaB's nye forsvarsspiller fik 26 kampe for AS Saint-Étienne B, inden han i 2019 skiftede til RFC Seraing.
Hos RFC Seraing blev det til 70 officielle kampe for klubbens bedste mandskab, hvor han undervejs bar anførerbindet i de tre afsluttende opgør i seneste sæson.
- Jeg glæder mig til at opleve og spille i en ny klub og et nyt land. Mit ønske denne sommer har været at tage næste skridt i min karriere og prøve noget nyt, og jeg er glad for, at fodboldverdenen har bragt mig hertil.
- For at være ærlig kender jeg ikke meget til Danmark på forhånd, men jeg har talt med flere, der har spillet i de nordiske lande, og jeg har set nogle af AaB’s kampe. Der kunne jeg også se, hvordan stadion ser ud, når det er fyldt med tilskuere, og jeg kan ikke vente med at træde ind på banen, tilføjer Yahya Nadrani.
Foruden at kunne spille i det centrale forsvar, kan Yahya Nadrani også spille på backen.
- Vi får tilgang af en erfaren midterforsvarer, som samtidig kan dække backpositionerne, hvis behovet skulle opstå, siger Inge André Olsen.
Yahya Nadrani kommer til at spille i nummer 16 og træner for første gang med AaB-truppen torsdag formiddag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.