AaB

AaB-kaptajn: Derfor har vi fået styr på det igen

Den skandaløse indsats fra Viborg-kampen blev endegyldigt skyllet ud med badevandet for AaB i sejren over FC Nordsjælland

Der er atter glæde i AaB-lejren, der har fundet tilbage på rette spor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der er atter glæde i AaB-lejren, der har fundet tilbage på rette spor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Efter 2-5-nederlaget mod Viborg for en uge siden var Rasmus Thelander mand nok til at stille sig i front for AaB-flokken og tage de verbale og mentale lussinger, som nedsmeltningen afstedkom.

Normalt er Rasmus Thelander altid god for en kæk bemærkning og altid klar tale. Både i medgang og modgang. Således var han også klar med en uddybende forklaring på, hvad der så omvendt gik AaB's vej mod FC Nordsjælland, hvis man lige ser bort fra en VAR-kendelse eller mangel på samme. Her var det nemlig et defensivt meget afklaret AaB-hold, der var tilbage ved nogle af de takter, der har været essentielle for den gode stime tidligere på sæsonen.

- Vi prøver som hold hele tiden at rykke os uge for uge for at tage det næste skridt. Der gik vi tilbage til noget, vi vidste virkede efter den præstation mod Viborg, siger Rasmus Thelander.

- Det er nogle af de basale ting, der er blevet italesat, og det lyder måske ikke af meget, men det skaber bare en god følelse, når man kan mærke, at alle kæmper for holdet. Det er mest af alt det, vi har vist i de her to kampe. Det er fedt, at vi har fået styr på det igen, siger Rasmus Thelander.

Helt konkret var AaB meget afklaret i sit presspil. Særligt i første halvleg var der et højt ambitionsniveau i den del af spillet.

- I første halvleg stod vi i en medium blok, fordi vi stod højt med vores bagkæde. Den følelse af, at vi er solide, og den fornemmelse det giver, når du kan mærke, at modstanderen har svært ved at finde løsninger er bare noget, der styrker dig selv og hele holdet.

Det var ikke nødvendigvis oplægget, at AaB skulle ud at forsvare fremad i den grad, som man gjorde i første halvleg med mange brudte FCN-pasninger og et insisterende pres, der aftvang flere adresseløse afleveringer fra nordsjællænderne. Det gode AaB-pres var et direkte resultat af den taktiske base og dermed omstillingsparathed, der nu er indbygget i AaB-holdet.

- Det var egentlig ikke planen, at vi skulle forsvare så aggressivt. Det var en fornemmelse vi fik undervejs. Vores plan var at stå kompakt i kæderne, men så kunne vi mærke, at det var en mulighed at gå højt på dem. Der var vi gode til hurtigt at skifte inde på banen til at gå mand-mand. Det lykkedes ret godt. Sådan en succesoplevelse er med til at skabe ro og styrke i holdet, siger Rasmus Thelander.

Efter pausen så AaB i lange stræk ud til at have styr på FC Nordsjælland, men mod slutningen måtte Jacob Rinne diske op med et par klasseredninger.

- Det er aldrig vores plan at komme til at stå lavt på banen, men mod Nordsjælland gik vi for eksempel ind og prioriterede i anden halvleg, at vi stod kompakt med holdet, så vi trak angriberne lidt længere tilbage på banen, men vi kom til at stå lidt for lavt, forklarer Rasmus Thelander.

De tre point er selvsagt vigtige, men hvad vigtigere var, så er AaB med de to seneste præstationer mod FC Midtjylland og FC Nordsjælland tilbage på det spor, der har været en klar vej til succes i denne sæson.

- Man kan godt sige, at vi har fået slettet indtrykket fra Viborg-kampen. Hvis jeg ser på efteråret, så har vi været stabile over en lang periode, og så må vi bare fastholde, at indsatsen mod Viborg var en skandale, siger Rasmus Thelander.

- Det var én kamp, og så har vi ellers løftet os igen med en god præstation i Midtjylland. Det var marginalt, at vi ikke gik videre. Sådan er det. Og så igen her mod FC Nordsjælland leverede vi en stabil præstation. Jeg tør godt sige, at holdet har svaret stærkt tilbage efter Viborg-kampen, lyder vurderingen fra AaB-kaptajnen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.