Aalborg Håndbold melder alt udsolgt til finalebrag

Der var proppet i Gudme til den første DM-finale, og det samme bliver der søndag, når Aalborg Håndbold er vært for den anden finale, som ligner den afgørende

Aalborg Håndbolds mange trofaste fans kan se frem til en udsolgt Sparekassen Danmark Arena, når man spiller den anden DM-finale hjemme mod GOG søndag eftermiddag. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Aalborg Håndbolds mange trofaste fans kan se frem til en udsolgt Sparekassen Danmark Arena, når man spiller den anden DM-finale hjemme mod GOG søndag eftermiddag. Foto: Martin Damgård

AALBORG:Nu er sortbørshandel ulovligt, men der er ingen tvivl om, at billetter til søndagens DM-finale mellem Aalborg Håndbold og GOG kan blive en eftertragtet vare blandt billethajer. 

Alt er nemlig udsolgt til årets håndboldkamp på dansk grund. Med onsdagens 25-25-resultat mellem GOG og Aalborg Håndbold i den første DM-finale ligner det en oplagt afgørelse på det mest spændende DM-guld i mands minde på søndag. 

- De røde lygter er tændte. Det har de været i et stykke tid. Ligesom det var tilfældet for GOG, så har vi heller ikke været i stand til at sætte billetter til salg til den her finalekamp, konstaterer direktør Jan Larsen. 

- Vi må desværre melde udsolgt, når sæsonkortholdere, sponsorer, GOG-fans og DHF-folk har fået billetter. Det betyder, at vi slet ikke har sat billetter til salg. Det kan være, at vi får en lille portion billetter til salg, hvis der er sponsorer eller folk fra DHF, der ikke gør brug af deres billetter, men det bliver under alle omstændigheder ikke ret mange billetter, siger Jan Larsen, der begræder, at folk må gå forgæves i håbet om at se Aalborg Håndbolds finale mod GOG. 

- Vi er kede af, at vi ikke kan tilbyde alle vores fans muligheden for at komme ind og se kampen. Det er jo et udtryk for den enorme opbakning, som vi nyder, og den sætter vi stor pris på. 

Aalborg-direktøren kan dog glæde sig over, at han søndag kan byde 5000 håndboldfans indenfor til fest - muligvis guldfest. 

- Jeg må bare sige, at det er så stærkt af gutterne, at de var i stand til at få uafgjort i Gudme under de givne omstændigheder. Igen må jeg bare sige, at det her hold imponerer mig. Det er lige meget, hvem det er, så præsterer spilleren, så det fungerer for holdet. 

- I Gudme var det Jonas Samuelsson, der kunne levere, da der var mest brug for det, og man må heller ikke glemme, at Palmarsson og Benjamin Jakobsen kom ind og leverede efter at have været ude med skader. Det er så imponerende, siger Jan Larsen, der er helt med på, at GOG på ingen måde er besejret. 

- Vi ved godt, at det bliver en svær kamp igen. GOG kommer med et stærkt hold, men denne gang har vi vores fantastiske hjemmepublikum i ryggen, og jeg håber, at de kan gøre en afgørende forskel for os, som de tidligere har gjort, siger Jan Larsen, der selv er klar til at indtage sit vante hjørne i hallen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.