Aalborg Håndbold tabte testkamp trods gode takter: - Vi spillede på et overraskende højt niveau
Aalborg Håndbold blev slået af TTH Holstebro, men især offensivt var der lovende tendenser
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:50
HÅNDBOLD: Efter to sejre i sommerens to første testkampe løb Aalborg Håndbold lørdag ind i det første nederlag i forberedelserne til den kommende sæson, da det i Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev blev til et 32-33-nederlag til ligakonkurrenterne TTH Holstebro.
Nederlaget til trods var der dog mange gode ting at tage med fra kampen for Aalborg Håndbold-cheftræner Stefan Madsen.
- Vi er aldrig tilfredse med at tabe, men jeg synes faktisk, at det så ok ud. Vi spillede med få spillere, fordi vi prioriterede at lade dem, der skal trække meget for os, få meget tid sammen, og især angrebsmæssigt ramte vi det rigtig fint.
- Vi spillede på et overraskende højt niveau med tanke på, at de, der spillede sammen i bagkæden, ikke har spillet sammen før. Defensivt skal vi stadig have forfinet samarbejdet mellem forsvar og målmand, men det går fremad, konstaterer Stefan Madsen.
Mål, Aalborg Håndbold: Jonas Samuelsson 6, Martin Larsen 5, Sebastian Barthold 4, Nikolaj Læsø 4, René Antonsen 3, Buster Juul 3, Benjamin Jakobsen 2, Aron Pálmarsson 2, Andreas Holst 1, Kristian Bjørnsen 1, Jesper Nielsen 1.
I forhold til sidste sæson har Aalborg Håndbold måttet sige farvel til Magnus Saugstrup, og det giver udfordringer defensivt, hvis de forsvarende mestre skal have et alternativ til 6-0-forsvaret. Nytilkomne Aron Pálmarsson blev derfor prøvet af som fremskudt i et 5-1-forsvar.
- Det så faktisk rigtig spændende ud, så det skal vi nok få noget fornuftigt ud af. Vi prøver mange nye konstellationer, og når folk stadig er lidt usikre på hinanden, vil der ske fejl, men vi fik rigtig meget ud af den her kamp, mener Stefan Madsen.
I forhold til tirsdagens sejr over Skanderborg kunne Aalborg lørdag råde over den nytilkomne højre fløj Kristian Bjørnsen, der er vendt hjem efter at have været med Norge til OL i Tokyo, mens Henrik Møllgaard, Mikael Aggefors, Lukas Sandell og Felix Claar endnu ikke er stødt til.
- Det var rigtig godt at få Kristian med, og vi ser selvfølgelig frem til, at vi kan få hele flokken samlet fra på tirsdag. Inden da gælder det dog en stor mundfuld i morgen, og det bliver med samme trup som i dag, siger Stefan Madsen.
Aalborg Håndbold møder søndag tyske SC Magdeburg i en ny testkamp. Den spilles i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.