Aalborg-maskine ser gylden mulighed efter kongecomeback

Benjamin Jakobsen var nærmest en talisman i den første DM-finale, men egen fine præstation er ligegyldig

Benjamin Jakobsen kom ind med lidt mere end 10 minutter tilbage af første DM-finale. To scoringer på to forsøg var altafgørende i comeback.  <i>Foto: Martin Damgård</i>

Benjamin Jakobsen kom ind med lidt mere end 10 minutter tilbage af første DM-finale. To scoringer på to forsøg var altafgørende i comeback.  Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold fik onsdag hevet et godt resultat med fra Gudme, hvor de på mirakuløs vis fik hevet en 25-25-uafgjort med hjem til Aalborg mod GOG, og det var med stor hjælp fra en tilbagevendt Benjamin Jakobsen. 

- Det var dejligt at være tilbage, og det var selvfølgelig rart at mærke, at man kan være med efter en skadespause, men det altafgørende var resultatet - det var vigtigere end min egen præstation, lyder det fra Benjamin Jakobsen, der ikke har spillet kamp siden 15. maj mod Mors-Thy. 

Den stærke stregspiller kom ind mod slutningen af den første DM-finale, og han bidrog stort med blandt andet to scoringer på to forsøg i et vildt comeback af Aalborg, der var bagud med fem mål i løbet af anden halvleg. 

Benjamin Jakobsen har blandt andet gået glip af anden kamp i Champions League-kvartfinalerne mod Veszprém og DM-semifinalerne mod Bjerringbro-Silkeborg, og det har ikke huet ham.

- Det har været enormt frustrerende. Det er kedeligt at sidde ude, og det har været på et dårligt tidspunkt i slutningen af sæsonen, hvor man gerne vil bidrage og være med til at sikre gode resultater, siger Aalborgs nummer to.

Aalborg Håndbolds Benjamin Jakobsen ser ud til at kunne få tiden til at gå med flere forskellige ting, når han er skadet, men det keder ham alligevel at sidde udenfor.  <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Aalborg Håndbolds Benjamin Jakobsen ser ud til at kunne få tiden til at gå med flere forskellige ting, når han er skadet, men det keder ham alligevel at sidde udenfor.  Arkivfoto: Bente Poder

Siden den første DM-finale har Aalborg Håndbold egentlig ikke brugt så meget tid på at glæde sig over resultatet - der venter jo en endnu vigtigere kamp søndag, hvor danmarksmesterskabet kan blive afgjort i Aalborg.

- Vi jublede onsdag aften og var glade for det ene point, men der er fuld fokus på næste kamp. Vi kan ikke bruge det resultat til noget, hvis vi ikke formår at afgøre det søndag, siger Benjamin Jakobsen, der egentlig ikke ser den store grund til de store ændringer i spillet frem mod søndag, selvom de hang efter i store dele af kampen onsdag. 

- Vi skal ikke ændre så vanvittigt meget. Vi har kigget på kampen, og vi spillede egentlig fint håndbold og kom til fine muligheder angrebsmæssigt, men der må vi også sige, at GOG har en god målmand i Bergerud. Vi kan alligevel ikke ændre så meget på to dage, vi har jo vores spilsystemer, men vi må bare finde lidt ekstra procenter.

Hans egen præstation og mængde af spilletid betyder ikke det store i den anden DM-semifinale, igen er det resultatet, der er det vigtigste.

- Jeg har siddet ude nogle kampe, så det er helt fint for mig, at vi er nogle stregspillere, der deles om tiden. Det kommer samtidig an på kampens forløb, hvor meget jeg spiller, hvilket desuden er sekundært for mig. 

- Det er bare en gylden mulighed for at sikre et dansk mesterskab på hjemmebane, og jeg krydser fingre, for det vil være stort for både os og klubben, slutter Benjamin Jakobsen.

Aalborg Håndbold tager imod GOG søndag sen eftermiddag 17.00 til et allerede udsolgt Gigantium. Vinderen af opgøret ender med det danske mesterskab, mens endnu en uafgjort vil betyde et tredje opgør på GOG's hjemmebane. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.