Svømning

Aalborg-svømmer imponerer: Brager i VM-finalen

Aalborg Svømmeklubs nye guldfisk, Helena Rosendahl Bach, skyder en høj fart i Japan og kan desuden lugte en OL-billet

Helena Rosendahl Bach kan godt sætte kursen mod OL i Paris, men først skal hun færdiggøre sin jagt på VM-metal i Japan.
Helena Rosendahl Bach kan godt sætte kursen mod OL i Paris, men først skal hun færdiggøre sin jagt på VM-metal i Japan. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FUKUOKA: Helena Rosendahl Bach er ikke uden grund det helt store navn hos Aalborg Svømmeklub, og ved det igangværende VM på langbane er hun i fuld gang med at overgå sig selv.

Onsdag var hun i bassinet to gange i japanske Fukuoka på favoritdistancen 200 meter butterfly, og begge gange imponerede hun stort.

Først vandt hun sit indledende heat i tiden 2.07, 57, og dermed var hun under udtagelseskravet til OL i Paris i 2024. Tiden var også hurtigst på tværs af alle heats.

- Jeg blev meget rørt, da jeg så tiden på scoreboardet, og jeg er mega lettet over at have klaret OL-kravet. Det kommer til at give et boost i semifinalen, sagde Helena Rosendahl Bach til SvømDanmark, og hun fik i den grad ret.

I semifinalen senere onsdag forbedrede hun nemlig sin personlige rekord og satte ny dansk og nordisk rekord i tiden 2.07,15. Desuden satte hun en ny fed streg under, at hun har niveauet til OL i 2024.

- Rekorder bliver man aldrig træt af - og særligt ikke nordiske og danske, sagde hun efterfølgende til Ritzau.

Flere af Helena Rosendahl Bachs konkurrenter øgede dog også tempoet i semifinalen, og Aalborg-svømmerens nye rekord var kun femtebedste tid. 

VM-finalen i 200 meter butterfly svømmes torsdag eftermiddag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden