Aalborg Håndbold

Analyse: Det er hemmeligheden bag Aalborg Håndbolds mesterværk

Sportsredaktør Claus Jensen letter med klaphatten for trænerduo, der for få midler har banket et storhold sammen

Cheftræner Stefan Madsen forsøger her at forstå, hvad Aalborg Håndbold har udrettet. Foto: Henrik Bo

Cheftræner Stefan Madsen forsøger her at forstå, hvad Aalborg Håndbold har udrettet. Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Paris SG, Barcelona, Veszprém og så lille Aalborg. Det lyder skørt, men sådan ser det sandsynlige felt ud, når Europas håndbold-mastodonter 12./13. juni skal spille om Champions League-titlen.

Det, der for få sæsoner siden virkede som en urealistisk drøm, er pludselig virkelighed for Aalborg Håndbold. De har banket døren ind til den absolutte elite, der forundret må kigge på den nye dreng i klassen, der trods økonomisk underlegenhed tillader sig at blande sig i titelræset.

Alene det faktum, at Aalborg onsdag aften slog Flensburg-Handewitt ud af kvartfinalen, trodser logikken. Tyskerne opererer med et budget, der får aalborgensernes til at blegne, men set over to opgør havde nordjyderne bare det bedste hold.

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Flensburg-Handewitt i den anden kvartfinale i Champions League i Flens-Arena i Tyskland. Foto: Henrik Bo

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Flensburg-Handewitt i den anden kvartfinale i Champions League i Flens-Arena i Tyskland. Foto: Henrik Bo

Ikke meget skulle ganske vist være gået galt, før aalborgenserne havde sat femmåls-føringen fra hjemmekampen over styr, men da det så allersværest ud, bed hele holdet tænderne sammen og hev de sidste nødvendige procenter frem og fuldførte missionen i en vanvittig hektisk afslutning.

Det er altså først fra næste sæson, at verdenstjernen Aron Palmarsson kommer til Aalborg, mens Mikkel Hansen som bekendt lader vente på sig indtil 2022. Der skal derfor lyde en kæmpe ros til Stefan Madsen og Anor Atlason for det trænerarbejde, der allerede nu har fået klubben på Europakortet. De har fået klemt enhver mulig dråbe ud af den sammenbragte flok af talent og rutine, de har fået stillet til rådighed.

At det er lykkes at få fingrene i en mand som playmaker Felix Claar, må samtidig siges at være vanvittig god scouting, og de tyske topklubber må ærgre sig gule og blå over, at de ikke var ligeså fremsynede. Svenskeren er på én sæson vokset fra at være en spændende talent til at dominere toppen af europæisk håndbold.

Felix Claar scorede syv gange og satte derudover sine holdkammerater op et utal af gange mod Flensburg-Handewitt. Foto: Henrik Bo

Felix Claar scorede syv gange og satte derudover sine holdkammerater op et utal af gange mod Flensburg-Handewitt. Foto: Henrik Bo

Det bliver naturligvis svært for Aalborg Håndbold at nå finalen ved Final4 og tæt på umuligt at løfte Champions League-trofæet allerede i denne sæson, men i takt med, at budgettet hæves og flere stjerner indfinder sig i Nordjylland, jo mere realistisk virker det, at Europas håndbold-mekka indenfor de kommende år vil flytte til Aalborg.

Svært at forny CL-billeten

Paradoksalt nok er der ingen garanti for, at aalborgenserne overhovedet spiller med i Champions League i næste sæson. De står foran en svær hurdle i DM-semifinalen mod GOG, og skulle de løse den opgave, venter en ny hård nyser i skikkelse af Bjerringbro-Silkeborg eller TTH Holstebro i finalen. Både semfinaler og finaler kan reelt kan gå begge veje.

Man må derfor håbe for Aalborg, men også for dansk håndbold i almindelighed, at det europæiske håndboldforbund (EFF) får øjnene op for niveauet herhjemme og tildeler Danmark to pladser i Champions League.

Aalborg kan selvfølgelig bare sørge for at vinde Champions League, for så fjerner de enhver tvivl om klubbens plads i næste sæsons turnering.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.