Choksejr: FC Thy nedlagde Fortunas mestre i premieren

Thyboerne fik for første gang nogensinde skovlen under storesøster - ovenikøbet på udebane

Foto: Kim Dahl Hansen

Foto: Kim Dahl Hansen

FODBOLD:Siden FC Thy/ThistedQ opgraderede til første klasse i dansk kvindefodbold, har de ikke formået at slå traditionsklubben Fortuna Hjørring. Den milepæl blev nået lørdag eftermiddag i sæsonpremieren på Gjensidige Kvindeligaen.

Rikke Dybdahl blev matchvinder i 2-0-sejren på udebane i Hjørring. Efter 20 minutters spil opfangede hun en lang fremlægning og afdriblede køligt en tøvende Fortuna-keeper, Freja Thisgaard.

Samme FC Thy/ThistedQ-angriber slog sejren fast syv minutter før tid, da hun listede imellem målmand Freja Thisgaard og Signe Carstens og stjal bolden, som hun kunne sendte i tomt net.

FC Thy startede også kampen meget aggressivt og fremtvang en stribe boldtab hos vendelboernes forsvarende danske mestre. Som første halvleg skred frem fik Fortuna dog stabiliseret sig og kom også frem til chancer nok til, at de kunne have fået udlignet inden pausen. Især Sofie Lundgaard havde gode tilbud.

Sarah Dyrehauge udgik med hvad der godt kunne ligne en skade på kravebenet. Foto: Kim Dahl Hansen

Sarah Dyrehauge udgik med hvad der godt kunne ligne en skade på kravebenet. Foto: Kim Dahl Hansen

Fortuna Hjørring, der kun havde fået arbejds- og opholdstilladelsen på plads til én af deres nye udlændinge, den anonyme rumænske angriber Cristina Carp, sadlede kraftigt om fra anden halvlegs start.

De danske mestre var også i kontrol det meste af vejen, men håbet om et comeback svandt, da landsholdsspiller Emma Snerle slog sig i en luftduel og måtte udgå. Da havde vendelboerne foretaget alle sine tre udskiftninger, så de måtte spille den sidste halve time i undertal.

FC Thy/ThistedQ måtte også se deres største profil forlade banen i anden halvleg, da Sarah Dyrehauge slog skulderen og havde svært ved at bruge den ene arm. Men gæsterne havde til deres held stadig en udskiftning i baghånden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.