Dominic Thiem melder fra til Australian Open

Tennisspilleren Dominic Thiem træner normalt igen efter en skade, men han vil ikke deltage i Australian Open.

FILES-TENNIS-AUT-AUS-OPEN-THIEM <i>Martin Bureau/Ritzau Scanpix</i>

FILES-TENNIS-AUT-AUS-OPEN-THIEM Martin Bureau/Ritzau Scanpix

Dominic Thiem dropper grand slam-turneringen Australian Open i januar.

Den østrigske tennisspiller oplyser på Twitter, at han er klar til at spille igen, men først vil deltage i turneringer senere i januar.

Siden juni har Thiem haft problemer med en skade i håndleddet, og han vil ikke starte for tidligt med at belaste den.

28-årige Thiem har ikke spillet siden Mallorca Open i juni, hvor han blev skadet.

- Jeg vil savne de australske fans, men jeg vil vende tilbage i 2023.

- Vi mener, at det er den rigtige beslutning i forhold til at kunne komme tilbage til turneringer på en god måde, skriver Thiem på Twitter.

Han oplyser desuden, at han vil blive i Østrig i nogle flere dage, inden han begynder at træne udendørs.

Som den første turnering i 2022 vil Thiem deltage i Cordoba Open i Argentina i slutningen af januar.

Thiem, som tidligere har været oppe som nummer tre i verden og vandt US Open i 2020, er faldet til en placering som nummer 15.

Australian Open spilles fra 17. januar til 30. januar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.