Endnu en spiller er på vej væk fra AaB
Marcus Hannesbo kan være på vej fra en nordjysk klub til en anden
Opdateret kl. 16:41
AALBORG: AaB sagde mandag farvel til Anosike Ementa, der blev solgt til Viborg, og nu kan endnu en spiller være på vej ud af døren.
Tirsdag trænede Marcus Hannesbo med hos de nordjyske 1. divisionskollegaer fra Vendsyssel FF med henblik på et muligt fremtidigt samarbejde.
- Vi ser Marcus an i de kommende dage for at vurdere, hvordan han eventuelt kunne passe ind hos os. Jeg ser ham som en ung dreng, der tidligere har vist et højt niveau, som han siden har haft svært ved at genfinde.
- Han har nogle af de kompetencer, som vi kigger efter. Han har en god fart, en god venstre fod, og så er han dygtig til at løbe i bagrum. Der er også ting, han ikke kan, men det er typisk for de spillere, vi kigger efter.
- Man skal have nogle specielle kompetencer for at spille i Vendsyssel, og så er der andre ting, man ikke kan. Ellers ender man ikke her. Jeg glæder mig til at se, hvor han står spillemæssigt, siger Vendsyssel FF's cheftræner, Henrik Pedersen.
I sommerens to første testkampe har AaB gjort brug af Marcus Hannesbo på venstre back, men venter der en fremtid i Vendsyssel FF, bliver det formentlig i en rolle længere fremme på banen.
- Vi ser ham som udgangspunkt længere fremme. I sin bedste periode i AaB spillede han venstre kant, men han kan også spille til højre, siger Henrik Pedersen.
21-årige Marcus Hannesbo har kontrakt med AaB indtil sommeren 2025. I det seneste halvandet år har han dog været udlejet til først FC Fredericia og siden AC Horsens.
Younes Bakiz var som Marcus Hannesbo fraværende ved tirsdagens AaB-træning, men det skyldes til gengæld ikke en mulig forestående transfer. Offensivspilleren tager med, når AaB onsdag drager til Hamborg på træningslejr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.