Esben Suurballe Christensen har fortalt sin historie til Nordjyskes Nicolai Yevmenchyk Thomsen, der har ført pennen.

Dengang anede jeg ikke, hvor definerende det skulle blive for min identitet.

Jeg var bare 14 år, barn af to forældre i socialforvaltningen og bosat i Langholt - en landsby nord for Aalborg.

En flække, hvor der foruden de obligatoriske halfester ikke var meget at lave, for kollektiv transport var en sjældenhed på de kanter i 1993. Min fritid var derfor begrænset til en radius af få kilometer.

Men alt skulle ændre sig, da jeg gennem en fælles interesse for fodbold, begyndte at hænge ud med nogle af byens kørekortmyndige fyre.

De havde deres helt egen bil, hvori de hver anden søndag kørte til Aalborg for at se AaB spille. En rød Fiat 127, der i dag næppe ville leve op til miljøzonens krav.

Klemt ind på midtersædet, af størrelsesmæssige årsager, fik jeg til min egen store fornøjelse lov at tage med. Det startede som weekendens højdepunkt, men blev hurtigt til en dybt integreret del af min ungdom. 

For selvom 90'erne nuvel var en succesfuld tid i AaB med to mesterskaber til følge, handlede det om meget mere end bare fodbold.