Evigt uheldig angriber blev skadet før vigtig AaB-test

AaB ville gerne have set Marco Ramkilde an i lørdagens testkamp mod AGF, men angriberen måtte trække sig kort før kampstart med en skade

Marco Ramkilde skulle være startet inde i AaB's testkamp mod AGF, men en skade betød, at den klubløse angriber måtte nøjes med en rolle som tilskuer. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Marco Ramkilde skulle være startet inde i AaB's testkamp mod AGF, men en skade betød, at den klubløse angriber måtte nøjes med en rolle som tilskuer. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:På mange måder var det en fin første testkamp, da AaB lørdag tog hul på forberedelserne frem mod den kommende sæson ved at spille 2-2 mod AGF på østjydernes træningsanlæg i Aarhus-bydelen Viby.

For angriberen Marco Ramkilde var det dog alt andet. Den tidligere AaB'er, der er klubløs, men i de seneste måneder har trænet med hos sin tidligere klub, var udset til at starte inde, indtil han kort før kampstart måtte trække sig med en skade.

Det havde ellers været en vigtig test for angriberen, som AaB meget gerne ville have set i kamp med henblik på et fremtidigt samarbejde.

- Jeg tror, at situationen er præcis, som du fremlagde den der. Det er en spiller, vi kigger på, så vi må få undersøgt, hvad der skete. Det er selvfølgelig meget trist, hvis det er en alvorlig skade, men det ved vi ikke endnu, så det må vi finde ud af, siger assistenttræner Oscar Hiljemark, der lørdag fungerede som cheftræner, fordi Lars Friis var optaget af sin datters studenterfest.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen.

Marco Ramkilde, der også var hårdt plaget af skader i sin første periode som seniorspiller i AaB, ønskede ikke at stille op til interview efter lørdagens kamp. Ramkilde blev i startopstillingen erstattet af akademispilleren Oscar Meedom, der stod for AaB's udligning til 1-1 efter 20 minutters spil af første halvleg.

AGF - AaB 2-2 (1-1)

  • Fodbold, testkamp
  • Mål: 1-0 Patrick Mortensen (12. minut), 1-1 Oscar Meedom (20. minut), 2-1 Patrick Mortensen (55. minut), 2-2 Kasper Kusk (straffespark, 71. minut)
  • Advarsler: Robert Kakeeto, AaB (87. minut)
  • AaB's opstilling i første halvleg (4-3-3): Josip Posavec - Kristoffer Pallesen, Lars Kramer, Anders Hagelskjær, Jakob Ahlmann - Oliver Ross, Malthe Højholt, Jeppe Pedersen - Kasper Høgh, Milan Makaric, Oscar Meedom
  • AaB's opstilling i anden halvleg (4-3-3): Theo Sander - Oliver Klitten, Emil Nymann, Vladimir Prijovic, Marcus Hannesbo - Robert Kakeeto, Pedro Ferreira, Iver Fossum - Allan Sousa, Anosike Ementa, Kasper Kusk

Mens AaB ikke fik set en potentiel ny angriber i kamp, fik nordjyderne til gengæld testet en ny formation. AaB har i sommerpausen droppet sidste sæsons 3-4-3-formation til fordel for 4-3-3, og de første svar på udfaldet af det fik man mod AGF.

- Det fungerede fint. Det var en god test mod AGF, fordi de spillede med fem mand i bagkæden, og vi derfor gjorde tingene lidt forskelligt. I løbet af den første uge har vi trænet rigtig meget forsvarsspil, og hvordan vi skal presse i to forskellige højder, og jeg synes, at vi fik en del gode svar, som vi kan tage med hjem og arbejde videre med, siger Oscar Hiljemark.

Forsvarsspilleren Anders Hagelskjær er en af de spillere, som formationsændringen medfører en helt konkret forandring for. I sin første sæson i AaB spillede han som oftest til venstre som en af de tre centrale forsvarsspillere, men lørdag dannede han midterforsvarsduo med nytilkomne Lars Kramer i første halvleg, mens akademispilleren Emil Nymann og serbiske Vladimir Prijovic tog over i anden halvleg.

- Jeg synes, at vi stod godt defensivt og havde godt styr på det, så det forløb egentlig fint. Vi skal selvfølgelig hjem og arbejde videre med det, for det er nogle ændringer, vi skal vænne os til, men det ser jeg frem til, for det var en god start i dag, siger Anders Hagelskjær, som dog heller ikke er kastet ud på et helt nyt territorium.

Nytilkomne Lars Kramer dannede midterforsvar med Anders Hagelskjær i første halvleg. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Nytilkomne Lars Kramer dannede midterforsvar med Anders Hagelskjær i første halvleg. Foto: Lars Pauli

- Personligt synes jeg, at det giver nogle bedre muligheder for at spille bolden fremad, når vi spiller 4-3-3. Defensivt betyder det, at man ikke skal så langt ud i siden, men i stedet blive lidt mere centralt og forsvare boksen. Det har jeg ikke noget problem med, for sådan gjorde vi også, da jeg spillede i Silkeborg, og i fodbold skal man generelt være omstillingsparat, siger Anders Hagelskjær.

Overgangen fra tre til to centrale forsvarsspillere skærper dog også konkurrencen, idet Anders Hagelskjær sammen med Lars Kramer, Mathias Ross og Daniel Granli skal kæmpe om de to pladser i det centrale forsvar.

- Konkurrence er sundt i alle erhverv og nok især i fodbold, så den kamp er jeg klar til at tage op. Jeg må bare gøre mit bedste, og så er det op til træneren at vælge sit hold, siger Anders Hagelskjær.

AaB's næste testkamp er på torsdag, hvor der venter en kamp mod FC Midtjylland i Vildbjerg. 

AGF - AaB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Live fra Mia-sagen: 37-årig søgte efter porno med unge kvinder
Luk