Aalborg Håndbold

Se billederne: Fænomenale Aalborg flænsede Flensburgs favoritter

De danske mestre slog det tyske storhold med fem mål på hjemmebane og kan dufte Final4 i Champions League

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Der resterer stadig et stort stykke arbejde i returkampen, men Aalborg Håndbold gav torsdag aften sig selv alle forudsætninger for at slå Flensburg-Handewitt ud af Champions League og booke billet til Final4 i Köln.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen

Hjemme i Jutlander Bank Arena vandt de danske mestre 26-21 over de tyske gæster i det første kvartfinaleopgør efter en pragtpræstation. Ikke mindst af holdets svenske spillere. Et solidt forspring at have med til returkampen 19. maj i grænselandet.

Aalborg Håndbold var tydeligt toptændte fra start, hvor forsvaret var på stikkerne og helt holdt gæsterne fra at score i de første fem minutter. Mikael Aggefors i målet stod også fremragende.

Aalborg Håndbold mødte torsdag aften Flensburg-Handewitt i den første kvartfinale i Champions League. Her er det ottemålsskytten Lukas Sandell. Foto: Henrik Bo

Aalborg Håndbold mødte torsdag aften Flensburg-Handewitt i den første kvartfinale i Champions League. Her er det ottemålsskytten Lukas Sandell. Foto: Henrik Bo

Angrebsmæssigt kom de danske mestre også stærkt ud til kampen. Playmaker Felix Claar storspillede og satte gang på gang landsmanden Lukas Sandell op til scoring fra højre back-position.

7-3 stod der på måltavlen i Jutlander Bank Arena efter de første 12 minutter, og de tyske gæster følte sig tvunget til at tage en timeout for at få styr på tropperne.

En lidt ukoncentreret periode fra Aalborg Håndbold midtvejs i halvlegen fik Flensburg bedre fat, og reducerede til 11-9, men så tog Lukas Sandell fat igen.

Hverken Simon Hald eller Mads Mensah hos tyskerne kunne tøjle den svenske VM-sølvvinder, der hamrede syv mål på syv forsøg ind i de første 30 minutter. Sandell rundede meget passende første halvleg af med en scoring til pausestillingen 13-10.

Felix Claar, Aalborg Håndbold, scorede otte gange. Her runder han Flensburgs Simon Hald. Foto: Henrik Bo

Felix Claar, Aalborg Håndbold, scorede otte gange. Her runder han Flensburgs Simon Hald. Foto: Henrik Bo

Fra anden halvlegs start kom Flensburg anderledes tændte ud og lukkede længe flot af i forsvaret. Men aalborgenserne og især Mikael Aggefors i målet solgte sig dyrt og delte ingen gaver ud. Så tyskerne kom ikke tættere på end udligning 14-14.

Herefter trak Aalborg igen fra - ikke mindst på grund af Felix Claar, der tog over fra landsmanden Lukas Sandell i anden halvleg og leverede ren verdensklasse.

Buster Juul havde uden tvivl fået taget til at lette på Gigantium, hvis der ellers havde fået lov at komme tilskuere ind, da han fem minutter før tid hamrede 24-20 ind fra fløjen.

I slutfasen var Mikael Aggefors også ustyrlig i målet og tog det ene helt frie skud efter det andet, og så endte det med en sejr på fem overskydende mål til aalborgenserne. Det havde de gerne solgt kampen for forinden - selvom de næppe havde troet helt på, at det var muligt.

Håndboldkampen i tal

Aalborg Håndbold - Flensburg-Handewitt 26-21 (13-10)

Stillinger undervejs: 3-0, 7-3, 11-9, (13-10), 14-14, 18-17, 22-19, 24-20

Mål, Aalborg: Felix Claar 8, Lukas Sandell 8, Henrik Mølgaard 4, Benjamin Jakobsen 2, Buster Juul 2, Sebastian Barthold 1, Jonas Samuelsson 1

Topscorere, Flensburg: Jim Gottfridsson 5, Hampus Wanne 4, Mads Mensah 4, Lasse Svan 3, Johannes Golla 2, Gøran Søgard Johannessen 2, Simon Hald 1

Udvisninger: Aalborg 2, Flensburg 5

Der spilles returkamp i Flensburg onsdag 19. maj

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.