Gammel kending er på vej tilbage til Aalborg Håndbold
Nordjysk landsholdsspiller står til at forstærke Aalborg Håndbold fra sommeren 2023. Det erfarer Nordjyske
Opdateret kl. 21:10
HÅNDBOLD: Der er masser af nordjysk islæt i den danske herrelandsholdstrup, som i disse uger spiller EM i Ungarn og Slovakiet. En af de pågældende spillere med nordjysk baggrund ser nu ud til at vende tilbage til Aalborg næste år.
Nordjyske erfarer nemlig, at 27-årige Simon Hald skifter tilbage til sin tidligere klub fra sommeren 2023. Her udløber stregspillerens nuværende kontrakt med Flensburg-Handewitt, hvor han har spillet siden sin afsked med Aalborg Håndbold i 2018.
Hald var dermed også en del af det tyske mandskab, som aalborgenserne i fjor slog ud af Champions League og dermed sikrede en deltagelse ved Final 4-stævnet.
I bestræbelserne på flere internationale triumfer står den mere end to meter høje landsholdsspiller til at være en del af fremtidsplanerne hos direktør Jan Larsen. Ifølge Nordjyskes kilder skulle der være indgået en aftale på fem år med Simon Hald fra sommeren 2023.
Stregspillerne René Antonsen, Jesper Nielsen og Benjamin Jakobsen er alle på kontrakt frem til 2024 i Aalborg Håndbold.
Simon Hald er fra oplandet til Aalborg og havde sin spæde håndboldopvækst i Nøvling IF, inden han skiftede til Aalborg Håndbold. Herfra blev han som ungdomsspiller udlejet til Team Vesthimmerland og fik sidenhen sit gennembrud i den aalborgensiske ligaklub, som han vandt to mesterskaber med i henholdsvis 2013 og 2017.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.